Notater
Match 11,654 til 11,696 fra 12,311
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 11654 | Var eine vermögender Mann. | Hiltbrand, Hans (I11990)
|
| 11655 | Var ejer af Myrup senest fra giftermålet i 1844. I 1892 var han aftægtsmand på Myrup. | Vabesgaard, Christen Jensen (I405)
|
| 11656 | var en dansk kirurg. Han var overkirurg på Almindelig Hospital 1843–1863, klinisk lærer og frugtbar forfatter i Ugeskrift for Læger og Hospitalsmeddelelser og satte i sin virksomhed dybe spor i den kirurgiske udvikling i Danmark. Larsen var søn af købmand Hans Larsen og Cecilie Borch f. Clausen. Dimitteret 1822 fra Odense Katedralskole studerede han kirurgi og tog 1828 kirurgisk eksamen ved Kirurgisk Akademi med udmærkelse efter allerede fra 1826 at have fungeret som kirurgisk kandidat ved Almindelig Hospital under Rasmus Samuel Thal. I de unge, fremskridtsivrige lægeselskab «Filiatriens» stiftelse 1829 tog han virksom del og var derefter en af selskabets solide støtter. Samme år fik han det hædrende mandat at være «docerende Kandidat» ved Akademiet, 1836 fik han en fuldt officiel lærerstilling derved ved sin udnævnelse til reservekirurg, i det han samtidig blev reservekirurg ved Frederiks Hospital, hvor han under Gundelach Møllers auspicier således fuldendte sin kirurgiske uddannelse. Studierejser til udlandet foretog han ikke, det var ham nok hjemme at studere fremmede kirurgers værker. Med benyttelse heraf, men navnlig på grundlag af sine egne voksende erfaringer nåede han hurtig til bestemte standpunkter over for foreliggende kirurgiske spørgsmål. Den selvstændighed i opfattelsen, der bestandig prægede ham som kirurg, gjorde ham i særlig grad til en repræsentant for en national dansk kirurgi, da han ved Thals afgang i 1843 erholdt en ledende stilling i sit fag som overkirurg på Almindeligt Hospital, som klinisk lærer og tillige som fragtbar forfatter. Det var på det rette tidspunkt, netop da han havde nået sin videnskabelige modenhed og i alle henseender stod fuldt rustet, at han opnåede denne fremskudte stilling, og han satte i sin følgende virksomhed dybe spor i vor kirurgiske udvikling. Med ham holdt den fuldt videnskabelige kirurgi sit indtog i fattigvæsenets hospital; Thai havde med hele sin dygtighed og operative virtuositet dog nærmest kun repræsenteret den mere håndværksmæssige. Den nye, af Larsen indledede æra åbenbarede sig hurtig i de udmærkede kliniske foredrag, han regelmæssig holdt og offentliggjorde i Ugeskrift for Læger. Talrige større afhandlinger, alle uden overflødig lærdom, men meget instruktive ved deres afgjort praktiske tendens og deres sikre hold i egne selvstændige erfaringer, fremkom ligeledes fra hans hånd i tidsskrifterne, og navnlig var han, da 1848 Hospitalsmeddelelser begyndte at udkomme, udgivne af hospitalernes overlæger, en af de flittigste og mest skattede bidragydere dertil. Også i operativ henseende betegnede hans ansættelse et yderligere væsentligt fremskridt. Ikke blot konstruerede han flere nye instrumenter, der bære hans navn og have vundet almindelig indgang i den operative kirurgi, men hans aldrig svigtende sikkerhed i optræden, hans store tekniske færdighed og praktiske snarrådighed i forbindelse med den mest anspændte omhu gav ham hurtig ry som en operatør af allerførste rang. Ganske særlig kom disse egenskaber til syne i de vanskelige, såkaldte plastiske operationer, med hensyn til hvilke han vel havde modtaget Impulser fra den berømte berlinerkirurg Johann Friedrich Dieffenbach, men dog også her med bevarelse af sit selvstændige standpunkt. Det samme gælder om en anden vigtig og ligefrem livreddende operation, som indførtes af ham nærmest efter franske Impulser, men endnu på et tidspunkt, hvor den ingensteds havde vundet borgerret. Det var trakeotomien ved strubehoste, og medens denne operation efter at have vundet indgang i udlandet oftest kun gav mindre gode resultater, havde Larsen i en overordentlig grad held med sig, ligesom overhovedet de for operative indgreb skæbnesvangre sårsygdomme, der stadig hærgede udenlandske hospitaler og også det danske Frederiks Hospital, aldrig vandt synderlig indpas i hans afdeling. Den mest banebrydende opfindelse på kirurgiens område i Larsens tid, anvendelsen af æter og kloroform som bedøvende middel under operationer, optoges af ham øjeblikkelig efter fremkomsten i udlandet – hvad der ikke alene udtrykte hans fremskridtsiver, men også hans altid lige levende humane følelse og varme deltagelse for sine patienter. Ved siden af hans omfattende hospitalsvirksomhed lagde konsultationspraksis og et stort huslægeklientel mellem høje og lave i bestandig højere grad beslag på hans tid og arbejdskraft. Med den yderste samvittighedsfuldhed varetog han al sin gerning, altid var han optagen, og aldrig undte han sig ferie. Skønt efter sin videnskabelige udvikling kun kirurg, var han også ved medicinske sygdomme en meget søgt hjælper, og hans tillidvækkende personlige egenskaber, hans milde værdighed, humane finfølelse, praktiske blik og urokkelige sikkerhed i al handlen ved sygesengen gjorde ham til en særdeles skattet huslæge. At den videnskabelige side i hans gerning efterhånden måtte lide under en sådan umådelig optagethed, er en selvfølge. Med ophøret af «Hospitalsmeddelelser» ophører i det væsentlige hans kirurgiske forfatterskab, og han var i den følgende tid næppe i stand til som hidtil at følge årvågent med i sit fags hele fortsatte udvikling. Det var derfor sikkert også vel betænkt, at han ved nedlæggelsen af den kirurgiske afdeling på Almindelig Hospital og overflyttelsen til det nye Kommunehospital, skønt endnu i besiddelse af væsentlig usvækket arbejdskraft, trådte tilbage fra sin hospitalsstilling (1863), i hvilken anledning han, der 1837 havde fået titlen af regimentskirurg, 1847 professortitlen, udnævntes til etatsråd. Ved Lunds Universitets jubelfest i 1868 erholdt han diplomet som æresdoktor i anerkendelse af de store klinisk-kirurgiske fortjenester, han havde indlagt sig, og som i øvrigt også vare komne talrige hospiterende lundensiske studerende til gode. Efter fratrædelsen fra hospitalet kunne han ofre alle sine kræfter på sin konsultations- og huslægepraksis, og den varetog han endnu i en lang årrække med uformindsket nidkærhed, og uden at alderens mærker trådte kendelig frem i hans hele optræden og ydre personlighed. Sin hele ranke, imponerende holdning bevarede han fuldt endnu efter sit fyldte 80. år. Endelig begyndte dog alderen at gøre sin ret gjældende, og efter længere tids svageligheds- og affældighedstilfælde døde han 17. november 1890. | Larsen, Etatsråd Søren Eskildsen (I1285)
|
| 11657 | var en hersker over det Frankiske rige fra 768 til sin død i 814. Tilnavnet "den Store" fik han i sin levetid. Efter faderens død i 768 delte han kongemagten med sin bror Karloman, men da han døde i 771 blev Karl enehersker. Tidligt slog han ind på en stormagtskurs og knuste i 774 langobarderriget og blev herre over store dele af Italien. I 777-78 foretog han et kun delvis vellykket felttog mod araberne i Spanien, et felttog der har inspireret til heltedigtet Rolandskvadet. 773-804 besejrede han Sakserne, Friserne og de vendiske Abodritter i blodige krige i Østholsten. Han blev den 25. december 800 kronet som Romersk Kejser i Rom af pave Leo 3. Han var nu ligeværdig med den østromerske kejser i Konstantinopel. Han var den første "germanske" fyrste, der antog den romerske kejsertitel og skabte det vesteuropæiske kejserbegreb, der dominerede storpolitikken helt frem til 1918. Ved hans død omfattede det Frankiske rige en stor del af det gamle vestromerske rige med nordgrænse ved Elben og en fremskudt borg ved Itzehoe i Holsten opført i 809. Han opnåede aldrig at samle alle dele af det gamle rige, for angelsakserne og vikingerne sad hårdt på England, og maurerne havde erobret Spanien næsten op til Pyrenæerne. Indenrigspolitisk søgte Karl at styrke statsmagten, men opgav aldrig ideen om landet som et arverige, der kunne opdeles efter forgodtbefindende. Han tog sig ivrigt af undervisning og oprettede skoler for børn af både stormænd og lavere placerede embedsmænds, ligesom han samlede en kreds af lærde ved sit hof, bl.a. englænderen Alkuin. Han er blevet kaldt "Europas fader", eftersom han af det smuldrende, hærgede romerrige skabte grundlaget for det moderne Europa bl.a. ved en begyndende statsdannelse af Frankrig og Tyskland - to magter, der i høj grad har formet Europas og verdens historie. Han blev helgenkåret i 1165, og hans dødsdag den 28. januar bærer hans navn: "Karls Dag." Han blev fulgt af sønnen Ludvig den Fromme Yderligere på http://www.katolsk.no/biografi/karlstor.htm | Store, Romersk Kejser Karl Den den Store (I3432)
|
| 11658 | Var en tid formand for Farsø Brugsforening, medlem af menighedsrådet, sad i tilsynsrådet for Farsø og Omegns Sparekasse og var medlem af bestyrelsen for Landboforeningen. | Bach, Gregers Peter Christensen (I1324)
|
| 11659 | var endnu i dette embede 1618 | Jensen, Anders Krag. (I9749)
|
| 11660 | Vår er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1450. Gården ligger 3 km sydvest for fiskerlejet Staun ved Limfjorden og 3 km nord for Farstrup. | Bro, Jens Christensen (I12423)
|
| 11661 | var i 1888 tysk kejser og konge af Preussen i 99 dage. Han var dødssyg af strubekræft allerede da han kom på tronen og døde derfor tidligt og blev efterfulgt af sønnen Wilhelm 2. | Kaiser und König Friedrich III von Preußen (I11524)
|
| 11662 | Var med i "Die Gesellschaft Zum Sünfzen war eine Patriziergesellschaft in Lindau, die erstmals 1358 urkundlich erwähnt wurde. Wie andere Patriziergesellschaften auch, diente sie nur vordergründig der Geselligkeit, während die eigentliche Intention war, politischen und wirtschaftlichen Einfluss auszubauen und zu festigen. Die älteste erhaltene Satzung stammt von 1430. Wie die räumliche Nachbarschaft im Bodenseegebiet nahelegt, gab es Querverbindungen zu anderen lokalen Patriziergesellschaften, namentlich zu Zum Esel in Ravensburg, zu Zur Katz in Konstanz und zu Zum goldenen Löwen in Memmingen. Nicht ohne Grund lässt sich heute noch feststellen, dass die Satzungen der Gesellschaften in Ravensburg, Memmingen, Lindau und Konstanz streckenweise wortgleich sind. Politische Bedeutung: Durch die Verfassungsänderungen von 1551–1553 beabsichtigte Karl V. in allen Reichstädten die Zunftherrschaft, möglichst die Zünfte selbst, zu zerschlagen und die Macht dem Patriziat in die Hand zu geben. Sünfzengenossen waren zu Freundschaft und Vertrauen untereinander und vor allem zu Gerhorsam gegenüber Kaiser und Reich verpflichtet. Die Sünfzengesellschaft zählt 1540–1830 insgesamt 251 männliche Mitglieder. Davon hatten fast die Hälfte einen Ratssitz inne. Weitere 18 waren in Stadtämtern, z.B. Ratskonsulenten, Stadtschreiber, Stadtphysikus, Stadtammann, tätig. Die Herren, die kein Amt trugen, waren entweder ledig oder sie hatten ihren Wohnsitz außerhalb Lindaus, z.B. „auf dem Land”. Söldneroffiziere waren ebenfalls viel auswärts und wurden nie in die Räte gewahlt. Ständische Vorrechte: Patrizier galten als dem landgesessenen Adel ebenbürtig und wie andere Patriziergesellschaften, war der Sünfzen eine geschlossene Gesellschaft die den Charakter einer Sippenverbundenen Geburtsaristokratie hatte. Nur Lindauer Bürger konnten Mitglied des Sünfzen werden und niemand konnte aus eigenem Willen beitreten. Außenstehende wurden, wenn überhaupt, durch Kooptation der vorhandenen Mitglieder aufgenommen. Allerdings war das „Erweibern” des Sünfzen ausdrücklich erlaubt. Wenn die Tochter eines Sünfzen Genossen sich mit Willen ihrer Eltern vermählte, so wurde der Ehemann aufgenommen, „der gleich der Sünfzen sonnst nit fähig wäre” gegen zwei Gulden, bzw. wie ein jüngerer Sohn. Am bezeichnendsten für das Ständesgefühl sind nach wie vor die Titel und Würden der Sünfzenherren. Die Gesellschaft selbst nannte sich im 16. und 17. Jahrhundert „eerliche” oder „ehrbare” Gesellschaft, gegen 1700 hin dann aber „adelige” und sogar „Hoch-Adliche” Gesellschaft. Gegen 1600 kommt der Titel „Junker” für die geadelten Mitglieder auf. Bei akademisch gebildeten Adligen tritt aber der Grad „Doktor” oder „Licentiat” an die Stelle von Junker. Viele Patrizierfamilien ließen sich vom Kaiser die Adelsqualität durch kaiserliche Adels- oder Wappenbriefe bestätigen, die häufig mit Wappenbesserungen verbunden waren. Andere Familien fügten, um zu demonstrieren, dass sie sich adelig fühlten, ihrem ursprünglichen Familiennamen einen Zusatz mit „von“ und den Namen zugekaufter Landsitze an. Obwohl die Verleihung des Adels durch den Kaiser den Eintritt in den Sünfzen erleichtern mochte war er aber nicht Voraussetzung hierfür. Die Mitgliedschaft hob von sich selbst in eine höhere Schicht und deshalb wünschten auch Sünfzenherren eine Bestätigung als Ausweis, wenn sie in andere Städte verreisten. Das Tagebuch von Rudolf von Curtabatt lässt erkennen, dass man nicht nur in den aristokratisch regierten Kantonen Zürich und Bern, sondern auch am Hof des Ludwig XIV., die Patrizier Lindaus als hoffähige Kavalliere ansah und behandelte. Sünfzen Geschlechte 1540-1830: Andreae; Barbarossa; Bensperg; Betz; Bonöll; Burgauer; Butler v. Solhil; Cramer; v. Curtabatt; Deller (Teller); v. Eberz; Eckolt (Eggolt); Ehinger v. Baltzheim; Faber; Falck; Fels; Frantz; Frey; Funk v. Senftenau; Furtenbach; Gering; Gloggengiesser; Gullmann; Habisreutinger; Halder v. Mollenberg; Heider v. Gitzenweiler; Haintzel v. Degelstein; Hensler; Hünlin; v. Kirchen; Koch; Kröl v. Luxburg; Kurtz v. Senftenau; Langensee; Mayrhoffer v. freien Thurn; Mennlishoven; Merklin; Miller (Müller); v. Neideck; Neukomm; Pappus v. Tratzberg; v. Pfister; Polan (Bolan); Porzelius; Rader; Rangus; Rehm; Rhaw (Rau); Ringelsdörffer; v. Rötenberg; Scheidlin; Schmid; Schmidt; Seutter v. Lötzen; Thoman v. Hagelstein; Varnbühler; Wachter; Weller; Weltz. | Gloggengiesser, Johannes (I1768)
|
| 11663 | var norsk konge fra 1204-1217. Han var søn af Sverre Sigurdssons søster Cecilia og højadelsmanden Bård Guttormsson af Reinsætten. Inge blev valgt til konge af birkebeinerne i 1204. Han havde sæde i Trondheim og havde også herredømmet over store dele af vestkysten. Han kæmpede mod baglerne frem til 1208, da han indgik forlig med baglerkongen Filippus Simonsson, som fik styret over Viken. Forliget fandt sted på Kvitsøy i Rogaland og blev kendt som «Kvitsøforliget». Konflikterne mellem baglere og birkebeinerne sluttede, da både Inge og Filippus døde i 1217. Efterfølgeren, Håkon 4. Håkonsson, blev anerkendt af både baglere og birkebeinere. Inge er gravlagt i Nidarosdomen i Trondheim. | Baardsson, Inge.II (I2030)
|
| 11664 | Var snedkermester og lavede møbler. Under første Verdenskrig flyttede familien til Sverige. På det tidspunkt havde de 5 børn, her startede han en fabrik,der producerede toiletsæder. Omkring 1915-16 gik han fallit og måtte flytte til Danmark igen.Her startede han en ligkiste/begravelsesforretning i Gentofte. | Schiøth, Georg Frederik (I116)
|
| 11665 | Var sognepræst ved Sortebrødre Kirke, men blev siden mest kendt som lokalhistoriker. Hans far var købmand Erich Nielsen Hollænder. Christen gik på byens lærde skole, han blev student og siden uddannet præst. Fra 1670 præst ved Sortebrødre Kirke og indtil sin død. Han var fra 1699 tillige provst for Fjends Herred. Han var gift med Anna Ostenfeld, en datter af den tidligere sognepræst ved Sortebrødre Kirke, Jens Ostenfeld. Christen Erichsøns store kærlighed til sin fødeby udmøntede sig i godgørenhed imod kirkerne. To store messingstager i Dommerby Kirke bærer hans navn samt årstallet 1710. Til sin egen kirke forærede han flere stykker jord, ligesom han ydede store bidrag til tårn og spir til Sortebrødre Kirke. Men ikke mindst var han interesseret i byens historie, og udarbejdede gennem adskillige år et manuskript på grundlag af dokumenter. Christen Erichsøn udlånte manuskriptet til sin søn, rektor Jens Ostenfeld, som overlod det til Chr. Lassen Tychonius som var præst i Skive, og stærkt interesseret i historie. Desværre opstod en brand i Skive den 10. juli 1715, og manuskriptet gik op i røg. Kun et mindre uddrag, som Christen Erichsøn havde udarbejdet i 1709, var i behold. Ved den store brand i Viborg i 1726 blev en stak kopierede breve hevet ned i en brønd, for aldrig siden at dukke op igen. Således var kun uddraget på 42 sider tilbage, og disse sider blev udgivet i 1727 under titlen Viborg Byes Beskrivelse. Det originale manuskript befinder sig på Det Kongelige Bibliotek. Bogen blev optrykt i 1925 med forord af Jeppe Aakjær, og med fornyet udgivelse i 1984. Bogens oplysninger om byens forsvundne kirker har været en hjælp for arkæologer, men også oplysninger om de eksisterende kirker har været værdifulde. En vej i Viborg fik i 1930'erne navnet Chr. Eriksensvej, dette medførte så mange protester, at de kommunale myndigheder bøjede sig og gav vejen navnet Christen Erichsøns Vej. | Frisenberg, Christen Erichsen (I1935)
|
| 11666 | Var umyndig 1362, da hans Farfader og Hr. Claus Limbek traf Overenskomsten om hans Ægteskab med sidstnævntes Datter | Hvide, Jens Offesen (I6758)
|
| 11667 | Var ved kop- og kvægskat 1683 sammen med Anders Christensen fester i Nibe by under Oxholm gods og betalte 6 Mk. Ve eller d kop- og ildstedsskat, Nibe by 1692 står han anført sådan: "Har hverken heste eller Køer eller håndværk; Bernt Dues Gods: Søren Færch og hustru." | Færch, Søren Nielsen (I4085)
|
| 11668 | Var ved sin død så forgældet at boet var ude af stand til at dække kreditorernes krav. | Færch, Anders (I3787)
|
| 11669 | Varm religiøs valgte han teologien til studium og tog teologisk embedseksamen 1862. Han havde i øvrigt mange interesser, særlig for digtekunst og landets fortidsminder, og der var stærk gæring i hans sind. Da Universitetet 1862 udsatte en prisopgave om Gullands historie, greb han lejligheden til at prøve sine evner og vandt året efter prisen. Hans fader udgav 1865 hans efterladte arbejde: Gullands Forhold til Danmark og Sverige i det 14., 15. og 16. Aarhundrede, ledsaget af en biografi. | Paludan-Müller, Jens (I10239)
|
| 11670 | Varnæs KB 1763-1841 opslag 182. | Schmidt, Mette Kirstine (I1728)
|
| 11671 | Varnæs KB 1763-1841 opslag 195. | Schmidt, Andreas Hansen (I1743)
|
| 11672 | Varnæs KB 1763-1841 opslag 678. | Familie: Hans Jürgen Jürgensen / Idehur Anderses (F625)
|
| 11673 | Varpelev KB 1892-1913 opslag 11. no 3. | Skov, Alf Erik Keld (I125)
|
| 11674 | Vater Georg Gloggengießer Mutter Margarete Praunegger Pate Christian Ortner Taufbuch Matrei am Brenner 1591-1604 Seite 110 Aufnahme 116 | Gloggengiesser, Georg (I13833)
|
| 11675 | Vater Georg Gloggengießer Mutter Margarete Praunegger Pate: Martin Schrenckh Taufbuch Matrei am Brenner 1591-1604 Seite 77 Aufnahme 81 | Gloggengiesser, Johannes (I13834)
|
| 11676 | Vater Georg Gloggengießer Mutter Margarethe Praunegger Pate Christian Ortner Taufbuch Matrei am Brenner 1605-1609 Seite 35 Aufnahme 37 | Gloggengiesser, Christoph (I13835)
|
| 11677 | Vater Stefan Gloggengießer Mutter Elisabetha Peer Patin Anna Ganßlin, Ehefrau des Christoph Krapf Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 269 Aufnahme 150 | Gloggengießer, Margaretha (I13840)
|
| 11678 | Vater Stephan Gloggengießer Mutter Elisabeth Peer Pate Christian Krapf Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 374 Aufnahme 202 | Gloggengiesser, Paul (I1394)
|
| 11679 | Vater Stephan Gloggengießer Mutter Elisabeth Peer Pate Christian Krapf Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 441 Aufnahme 238 | Gloggengiesser, Bartholomäus (I13841)
|
| 11680 | Vater Stephan Gloggengießer Mutter Elisabeth Peer Patin Anna Gänsler Taufbauch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 261 Aufnahme 75 | Gloggengiesser, Anna (I13836)
|
| 11681 | Vater Stephan Gloggengießer Mutter Elisabetha Per Patin war Anna Bässe, Ehefrau des Gastwirts Kropp in Markt Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 318 Aufnahme 176 | Gloggengiesser, Gertraud (I13842)
|
| 11682 | Vater Stephan Gloggengießer Mutter: Elisabetha Peer Patin war Anna Klausweiß, Christian Rapps Ehefrau Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 352 Aufnahme 88 | Gloggengiesser, Maria (I13837)
|
| 11683 | Vater: Albrecht Friedrich Baldinger, Ratsälterer | von Baldinger, Anna Regina (I3051)
|
| 11684 | Vater: Georg Gloggengießer Mutter Margarete, des Christoph Brauneckers Tochter Pate war Martin Schrenckh Taufbuch Matrei am Brenner 1591-1604 Seite 32 Aufnahme 35 | Gloggengiesser, Georg (I13831)
|
| 11685 | Vater: Stephan Gloggengießer Mutter: Elisabeth Peer Patin Anna Rämsl Taufbuch Matrei am Brenner 1629-1654 Seite 372 Aufnahme 98 | Gloggengiesser, Agnes (I13838)
|
| 11686 | Væggerløse KB 1839-1867 opslag 30: Faddere: Marie Rasmussen f. Byskou. Bodil Hansen, Stouby. Rasmus Hansen, Væggerløse. Ole (?). | Olsen, Rasmus Peder (I206)
|
| 11687 | Væggerløse KB 1868-1890 opslag 15 Faddere: Julie Olsen, Pige i Grænge. Hans Olsen, Ungkarl i Guldborg. Rasmus Pedersen, Parcelist i Stouby. | Olsen, Ole Christian (I214)
|
| 11688 | Væggerløse KB 1868-1890 opslag 64_ Faddere: Karen Hansdatter, Parcelist Rasmus Pedersens Kone i Stauby. Ane Kirstine Petersen, Pige i Væggerløse. Anders Rasmussen, Ungkarl fra Ørslev. | Olsen, Sidsel Christine (I211)
|
| 11689 | Væggerløse KB 1868-1890 opslag 72: Faddere: Ane Kirstine Pedersen, Gaarddatter i Væggerløse. Hans Olsen, Ungkarl i Væggerløse. Rasmus Pedersen i Væggerløse. | Olsen, Karen Marie (I213)
|
| 11690 | Væggerløse Sogn, Maribo - 1892-1903 - Opslag 71 | Madsen, Ivan Christian (I227)
|
| 11691 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I2093)
|
| 11692 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I2094)
|
| 11693 | Væggerløse Sogn, Maribo - 1960-1965 - Opslag 66 | Eriksen, Anna Olga (I226)
|
| 11694 | Vælg Amt/Vejle/Egtved sogn/Kirkebog 1838 - 1859 opslag 80 | Familie: Søren Bertelsen / Anne Marie Mikkelsdatter (F74)
|
| 11695 | Værker: Casus menstrui fluxus anomali animique pathematibus perturbati. DN. D. Michaele Alberti. - Wolffgang Theophil. Glockengiesser, Ulmensis. (Latin) Udgivet April 1741. https://books.google.dk/books?id=GcdMAAAAcAAJ&pg=PA1&lpg=PA1&dq=Casus+menstrui+fluxus+anomali+animique+pathematibus+perturbati.+DN.+D.+Michaele+Alberti&source=bl&ots=5677EsefFY&sig=ACfU3U0PAIBBx1bcpRVSthdW9Ft5PIcLHQ&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjvjqbrmLLuAhXMyKQKHfHnC4IQ6AEwAXoECAUQAg#v=onepage&q=Glockengiesser&f=false | Glockengiesser, Wolfgang Theophilus (I3213)
|
| 11696 | Værker: De Institutione, Præterione, et Liberorum. Theses ex jure cuiili collectæ. (Præfide Georgio Cleminio I.V. Doctore, & Professore. - Respondente veró VVolfgango Gloggengiessero) (Latin) udgivet 1595. Resp. Dissertatio sistens casum menstrui fluxus anomali animique pathematibus perturbati. Præs. M. Alberti (udgivet 1741) Christliche Leichpredigt. - Bey dem Begrebnis - M. Ludovici Hunii, Superintendenten und Professorn zu Wittenberg. - VVolfgangus Gloggengiesserus, Ulmensis S. (Tysk/Latin) udgivet 1596. | Glockengiesser, Wolffgang Theophilus (I4840)
|