Notater
Match 1,721 til 1,763 fra 12,311
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 1721 | Den i Sydhessen og i Danmark i dag vidtforgrenede familie Bitsch har sit udspring i Schweiz Ifølge nu afdøde lokalhistoriker Rudolf Kunz i Seeheim/Bergstasse kunne der kun være tale om Schiers, Kanton Graubünden i Prättigau nord for Chur, eftersom der, ifølge hans oplysninger fra Statsarkivet i Graubünden omkring Bitsch-familien drejer sig om Bitsch/Pitschi, en udpræget Prättigauer slægt. Senere fandt han ud af, at det skulle være Tschierv. også i Graubünden, der ligger i hjørnet ved Italien. Disse modstridende oplysninger er selvfølgelig forvirrende, og det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at afgøre hvad der er det rigtige, Men i Schiers boede der i 1650 en "Christian Pitschi/Pitsch Bitschslægtens navn ræffes allerede omkring år: 1294, en mand ved navn Peter Bitsch boede i Würtenberg, i 1460 - boede en mand Johan Bitsch i Elsass/Lotringen, 12 km, fra den tyske grænse, om ham og hans slægtninge en historie med forbindelse til Wallis i Schweiz, i 1463 boede en mand, Hans Bitsch i byen Bretten ved Karlsruhe og dennes familie og efterkommere, findes stadig på disse egne. Schweiz blev efter 30-årskrigen i 1648 udskilt fra Tyskland, derfor udvandrede de to brødre, Johan Matthias Bitsch og Christian Bitsch til Orten Odenwald i sydtyskland. De giftede sig til hver sin "Grose Bauerhof" Johan Matthias til Bitschhof i Breitenwiesen og Christian Bitsch overtog ved sit giftemål Jacob Zefuss,s gård i Raidelbach, herfra førtes Bitschnavnet til Alheden | Pitschi, Christian (I611)
|
| 1722 | Den Kgl. Fødselsstiftelse, København KB 1803-1813 opslag 162: Dreng nr.16 - under Nummer 33. | Henze, Peter (I9630)
|
| 1723 | Den laveste akademiske grad, baccalaureatet, der erhvervedes ved offentligt forsvar af en disputats; (graden blev ophævet ved Forordn. 11/51775.) | Rosenstand, Morten Tøgersen (I5685)
|
| 1724 | Den unge kong Knud var en kæmpehøj mand, over to meter. Kilderne roser ham for fromhed og kyskhed, men nogen egentlig herskernatur var han næppe. I hans første regeringsår er det mændene fra faderens dage, først og fremmest Absalon der fører an, og i sin senere kongetid træder han i skygge for sin yngre broder, den sejrrige Valdemar. Men lykkelig var hans regering. Hvad faderen i mange år havde måttet kæmpe for, ja hvad han end ikke havde vovet at stræbe efter, det faldt sønnen næsten utrolig let. Da kejser Barbarossa forlangte Lensed af ham, svarede Absalon på Knuds vegne et bestemt nej: "Kong Knud er lige så fri en herre som kejser Frederik Barbarossa, og har lige så god adkomst til Danmarks rige som han til det romerske". Kejseren, hvis magt var fuldt optaget på andre kanter, måtte finde sig i dette afslag, men fik ved gaver og løfter, Pommerns hertug Bugislav til at angribe den danske vasal Jaromar af Rygen. Så snart Jaromar fik nys om at Bugislav samlede sin flåde mod ham, sendte han ilbud til Absalon, der i en fart fik Sjællands og småøernes ledingsskibe ud. Anden pinsedag 1184, som Bugislavs store flåde roede frem i sundet mellem Rygen og fastlandet i tæt tåge, faldt Absalon uventet over dem. Og så snart venderne så de danske bannere og hørte de danske krigssange, grebes de af skræk og flygtede næsten uden kamp, dels gennem den snævre sund, dels til lands gennem kær og skove. En mængde druknede eller nedhuggedes, og de danske krigere fik et umådeligt stort udbytte til deling. Budskabet om denne afgørende sejr nåede vidt om. Kejseren modtog det i Mainz, ja det nåede helt til Miklagård (Konstantinopel), og da kong Knud lod en af deltagerne fortælle om det på Viborg Ting, opgav jyderne deres indgroede uvilje mod vendertogterne, og gik villig ind på at udruste flåden til et nyt togt samme år. Og i 1185 drog danskerne på ny mod Bugislav og indesluttede ham i Kammin. Den slagne venderfyrste, som ingen hjælp kunne vente fra kejseren, måtte da overgive sig og stille gidsler for sin troskab. Han gik med kone og børn frem for kong Knud, kastede sig for hans fødder og overgav sig til hans nåde, hvorpå Knud, rørt over hans ulykke, rejste ham op. I samme øjeblik udbrød et mægtigt tordenvejr. Det betød slavernes undergang, sagde danerne. Næste år kom Bugislav til Roskilde og bar sværdet for kongen som hans mand. I obotriterlandet rådede endnu to vendiske fyrster, Niklot og Borvin. Men ikke længe efter (1187) blev de fanget af de danske lensmænd Jaromar og Bugislav, og kom kun fri mod at sværge lensed til kong Knud. Han kaldte sig nu danernes og slavernes konge, og fra den tid har de danske konger i deres titel beholdt ordene "De danskers og venders konge", (Danske konger anvendte denne titel til 1972). Danmark kunne nu med rette betragte sig som en af Østersøens førende stormagter. Danmarks grænse løb nu ved Elben. | Danmark, Knud.IV af (I2308)
|
| 1725 | Den unge prins, der i en alder af seksogtredive år skulle løfte den tunge arv efter sin fader, havde under sin regering i Aquitanien lagt virkelig værdifulde egenskaber for dagen, men måske må man tilskrive faderens vejledning en del af æren. Forresten havde han ikke kunnet undgå at vise sin veghed og sin svage karakter. I Aquitanien ejede han fire store godser, som hørte ind under kronen og omtales i kapitularierne. Han tilbragte tiden skiftevis på dem alle fire, og fandt der alt, hvad han havde brug for i sin husholdning, således at han ikke behøvede at plage folket ved at gøre sin gæsteret gældende. "Og skønt hans mænd kun modvilligt fandt sig i denne tingenes orden," skriver astronomen, "så ville prinsen, der tænkte på de fattige folk, som skulle betale skatten, og deres grusomhed, der skulle inddrive den, hellere skaffe sine mænd det fornødne fra sine godser end pålægge sine undersåtter lidelser." Da Ludvig den 27. Februar 814 holdt sit indtog på slottet i Aachen, søgte han straks at bringe orden tilveje. "Alle de kvinder, der opfyldte kamre og sale, jog han bort med undtagelse af dem, der var nødvendige i husholdningen" (Astronomen). Han opfordrede sine søstre til at overtage ledelsen af deres Abbedier og ville sætte deres elskere på porten. Da de gjorde modstand, blev en af dem dræbt, mens en anden fik øjnene stukket ud. For fremtiden levedes der ved hoffet som i et kloster. "Kejser Ludvig", hedder det hos Thegan, "var af middelhøjde, havde store strålende øjne, et åbent ansigt og en lang, lige næse. Hans bryst var kraftigt, hans skuldre brede. Han havde mange armkræfter og håndterede bue og kastespyd med en behændighed, der overgik alle andres." Kraftigt bygget som han var, var han dog smidig og utrættelig. Men i dette legeme, der synes som skabt til kamp og krig, boede der en ynkelig og frygtsom sjæl, der helt gik op i sin tro. Samtiden kaldte ham Ludvig den Fromme (le Pieux), historikerne derimod plejer at kalde ham Ludvig den Skikkelige, den Godmodige (le Débonnaire). I timevis kunne han ligge næsegrus på kirkens flisegulv og grædende fremmumle bønner. helst ville han være blevet munk som sin grandonkel Karloman, mens hans fader havde sat sig imod det. Karloman blev dog ved med at være hans ideal, og klosterlivet var sikkert hans rette kald. Han var langt mere egnet for munkens liv i fred og lydighed end til at stå i spidsen for et uroligt rige. Ligesom sin fader gik han til dagligbrug yderst tarveligt klædt, men udfoldede stor pragt ved højtidelige lejligheder. Da optrådte han i broderet skjorte og benklæder med gyldne frynser, akselskærg af guld og guldindvirkede støvler og kappe; på hovedet bar han en krone, der funklede af kostbare stene, og ved siden et sværd med gyldent fæste. "Han lo aldrig," skriver Thegan. "Ingen hae nogensinde set hans tænder, end ikke ved de store folkefester, når gøglere og klovner drog forbi hans bord ledsaget af musikanter, der sang og spillede. Og folket, der påvirkedes af kongens alvorlige mine, lo også kun behersket. Overalt på sin vej uddelte han almisser, tog imod syge og sørgede for, at de blev plejet." Ludvig var belæst og kunne latin, ja endog græsk, men var naturligvis særlig bevandret i den hellige skrift. Benedikt fra Aniane havde været hans lærer og blev altid ved med at være hans ven. Hans yndlings fornøjelse var jagt, "navnlig i August, hvor hjortene er fedest, og indtil vildsvinenes tid" (Thegan). Hos Krønikeskriverne hører vi også, at han holdt meget af at fiske. Som alle svage og viljeløse naturer lod han sig beherske af sine omgivelser, sine rådgivere og gamle lærere, ofte ganske ubetydelige personer. Også hans anden hustru, Judith af Bayern, fik stor indflydelse på ham. "Han overlod alt for meget til sine rådgivere," skriver Thegan, "og heri var hans iver efter at læse og synge salmer skyld." Men havde han blot haft vilje og energi, havde alverdens salmer ikke kunnet bøje ham. De første blandt hans rådgivere var hans faders berømte ministre, Abbed Adalhard og Wala. Einhard trak sig derimod tilbage til sit kloster. Karl den Stores dattersøn, den ovenfor omtalte historieskriver Nithard, tilskriver Adelhard en umådelig indflydelse. "Kejseren elskede ham så højt," skriver han, "at han gjorde alt, hvad Adelhard ville. Denne, der kun interesserede sig lidt for statssager, bestræbte sig for at behage alle. Han overtalte kongen til at uddele statsgodserne, således at det blev til fordel for ham (Adelhard), og på den måde styrtede han riget i fordærvelse." | Fromme, Ludwig I. Den (I3408)
|
| 1726 | Denne Funktion forestod han med Flid og Troskab i 2 aar og fik derved Tilladelse til at oprette et Apothek i Aalborg. | Calow, Daniel (I957)
|
| 1727 | Departure Liverpool, England Arrive at Port of New York on the Lusitania 15 March 1912 (New York, Passenger Lists, 1820-1957) | Kristensen, Kristen Jepsen (I1643)
|
| 1728 | Der 1843 in Westpreußen geborene Heinrich von Tiedemann entstammte einer alten preußischen Offiziersfamilie und nahm als Infanterieoffizier an den Kriegen von 1866 und 1870/71 teil. 1872 heiratete er die Tochter des wohlhabenden Berliner Kaufmanns von Hardt. 1881, als Hauptmann, nahm er seinen Abschied, teils wegen der bei der Armee begrenzten Aufstiegsaussichten, teils weil es ihn in die Landwirtschaft zog. Zunächst arbeitete er in der Firma seines Schwiegervaters mit, dann erwarb er das bei Posen gelegene Rittergut Jeziorki (etwa "kleine Seen") bei Posen und benannte es ihn "Seeheim" um. Einige Jahre später mehrte er seinen Besitz um zwei weitere Güter. Von Tiedemann, der einer der größten Landbesitzer in der Provinz Posen war, galt als überaus sachkundiger Landwirt. (http://www.deutsche-und-polen.de/personen/person_jsp/key=heinrich+von_tiedemann-seeheim.html). | von Tiedemann, Heinrich Ludwig Ferdinand (I6528)
|
| 1729 | Der älteste Sohn Christophs (II.), er hieß auch wieder Christoph (III.) Rosenhardt genannt Glockengießer, ergriff den Beruf des Vaters und führte dessen Gißerei offenbar in der gleichen Weise und im selben Umfang wie dieser weiter. Auch von ihm sind zahlreiche Glocken nachweisbar. | Rosenhardt Glockengiesser, Christoph III (I2463)
|
| 1730 | der Arbeiter Claus Petersen Clausen, früher Brotträger in Bau, jetzt in Niehaus, war ein ehel. Sohn des 1/4 Hufners Peter Clausen in Weibeck und der Metta Dorothea, geb. Haamann. Anno 1842, den 6. April, war er verheiratet mit der nachlebenden Juliane (vulgo Jane) Christine, geb. Nielsen, aus welcher Ehe folgende Kinder leben: 1). Johanna Maria Dorothea, verheiratete Jürgensen, Arbeiterfrau in Niehaus, 3 Kinder. 2). Hans Peter, Fabrikarbeiter an der Kupfermühle, 3 Kinder. Der verstorbene erkrankte vor ca. 4 Jahren, war Bettliegend in fast der ganzen Zeit und ... oder schwachsinnig zugleich. Er war geboren in Schaafhaus den 20. August 1795 und starb an Altersschwäche, 83 Jahre alt. | Clausen, Claus Petersen (I7557)
|
| 1731 | Der blev skiftet 11/12 1693 efter ham. Her nævnes hustruen Johanne Lauridsdatter Hemmer og børnene Elsebeth (8), Maren (7), Peder (5), Hans (3) og Karen (9 uger). De fik alle deres farbror Laurids Hansen, præst i Bejstrup som lavværge. (Aalborg skifteprotokoller 1587-1705, film M9186A-nr. 36). Hans enke og børn fragik arv og gæld i hans dødsbo! | Hansen, Jacob (I5679)
|
| 1732 | Der blev skiftet efter ham 8/7 1690. Her nævnes hans afdøde hustru af første ægteskab Elsebe Hansdatter (død aug 1671) og hans anden hustru Magdalene von Ginckel. I første ægteskab var der børnene: 1. Hans Lassen 2. Laurids Lassen 3. Peder Lassen og 4. Maren Tøgersdatter Lassen g.m. Christ. Hemmer I andet ægteskab havde han ingen børn, men to stedbørn er nævnt: - Chr. von Ginkel / værgeChristoffer de Hemmer - Karen Hemmer / værgeChristoffer de Hemmer (Aalborg skifteprotokoller 1587-1705, M9185B-nr. 34). | Lassen, Thøger (I5669)
|
| 1733 | Der er ingen Kirkebog for Durup Mellem 1741 og 1794 | Nørager, Anders Sørensen (I780)
|
| 1734 | Der er mindst to mulige forældre, kikebogen for verninge har en Claul Nielsen Hjemmedøbt 29.juli 1805 og en Claus Nielsen Døbt i kirken 17 nov. 1805. | Nielsen, Claus (I8338)
|
| 1735 | der Fabriksarbeiter Jeppe Hansen Jørgensen, ehel. Sohn des verstorbenen Schiffers Jørgen Hansen Jepsen in Nordby auf Fanøe und der Johanne Marie, geb. Nielsdatter. In Bau verheiratet am 19. April 1870 mit der nachlebenden Johanne Marie Dorothea, geb. Clausen, aus welcher Ehe von 7 Kinder folgende 5 leben: 1. Claus Peter Christian, geb. 15/9 1872 (schwachsinnig), 2. Juliane Christine, geb. 19/10 1875 (beide geboren in Flensburg). 3. Jørgen Hansen, geb. 27/6 1877. 4. Andreas Husted, geb. 21/4 1882. 5. Marie Dorothea, geb. 21/9 1884. Der verstorbene, nacher den grössten Theil seines Lebens zur See fähr, war geboren auf Fanøe den 1. December 1836, und starb an Gehirnschlag ca. 48½ Jahre alt. | Jørgensen, Jeppe Hansen (I7531)
|
| 1736 | Der Familienchronist hielt Johannes (Il.) für einen leiblichen Sohn des Peter (l.) und glaubte damit die Abstammung seiner Familie von den Glockengießern genannt Keßler gegenüber Leuten, die noch zu seiner Zeit, also um die Mitte des 17. Jahrhunderts das Gegenteil behaupteten, nachgewiesen zu haben, Gümbel hat in seiner Schrift "Zur Biographie des Nürnberger Glocken- und Büchsengießers Ulrich Glockengießer" festgesteIlt, das der Chronist sich damit geirrt hat., Anlässlich des Todes seiner ersten Frau 1433 stiftete er ein Epitaphienbbild mit der Darstellung des Marientodes nach St. Lorenz (noch vorhanden). Seine Nachkommen übten über weitere 200 Jähre den Beruf des Glockengissers aus. | Glockengiesser, Johannes II. (I2439)
|
| 1737 | Der findes div. optegnelser om Morten Danielsen: Omkring november 1801 (Alder 45-46) QR Skodborg-Vandfuld herreders politiret (Underretsdom). 11 december 1801 (Alder 45-46) Viborg tugthus (Afsoning) Kilde: | Fangeprot. 1779-1835 12 juni 1802 (Alder 46-47) Viborg tugthus (Løsladelse) Kilde: | Fangeprot. 1779-1835 1902 Evald Tang Kristensen, omtaler ham i "Det jyske Almueliv" | Danielsen, Morten (I963)
|
| 1738 | Der findes div. retsprotokoller vedr. Jens Andersen: 26 september 1781 (Alder 23-24) QR Viborg bytings politiret (Underretsdom) 15 april 1782 (Alder 24-25) Viborg tugthus. (Afsoning) - Kilde: | Fangeprot. 1779-1835 15 april 1783 (Alder 25-26) Viborg tugthus (Løsladelse) - Kilde: | Fangeprot. 1779-1835 | Andersen, Jens (I957)
|
| 1739 | Der findes ingen beskrivelser om Erik Christoffersen (Løvenbalk) i samtidige kilder. Regnes for den egentlige stamfader til den danske adelsslægt LØVENBALK. Slægens våben, en blå løve over to blå bjælker - sammen med navnet Erik, taler for rigtigheden. | Løvenbalk, Junker Erik Christoffersen til Aunsbjerg (I1960)
|
| 1740 | Der findes ingen vielser indført i Emmerlev sogn mellem 1728 og 1814 | Familie: Christen Poulsen / Laverette Poulsdatter (F5112)
|
| 1741 | der Junggesell Claus Petersen Clausen, Dienstknecht in Bau, ein ehel. Sohn des weil. ... Hufners Peter Clausen in Weibeck und der Metta Dorothea, geb. Haamann - mit dem Dienstmagd Juliane Christina Nielsen in Bau, einer ehel. Tochter des Schusters Ohle Nielsen in Seeland (!) und der Johanna Maria, geb. Ristrup (!). Blatterschein, sein aus der Wies Hardesvogtes, dd. 19. Januar 1842, ihr von Dr. Ortmann in Faaburg (!), dd. 28 August 1822. Er 47 Jahr, Sie 22 Jahr. | Familie: Claus Petersen Clausen / Juliane Kirstine Nielsen (F3072)
|
| 1742 | der Junggesell Hans Peter Clausen, ehel. Sohn des Häuerlings Claus Peter Clausen in Bau und der Juliana Christina, geb. Nielsen - mit dem Mädchen Margaretha Christensen Holmer, ehel. Tochter des ... Jürgen Christensen Helmer in Rönsdamm und der Christine, geb. Andersen. Er 25 Jahr, Sie 26 Jahr alt. Tauf- und Confirmationsattest ... Die Einwilligung der Eltern geschah mündtlich ... | Familie: Hans Peter Clausen / Margaretha Christensen Holmer (F3073)
|
| 1743 | der Junggessell und Seemann Jeppe Hansen Jørgensen, ehel. Sohn des verstorbenen Fischers Jørgen Hansen Jepsen in Nordby auf Fanøe und der Johanne Marie, geb. Nielsdatter - mit seiner Braut, dem Mädchen Johanne Maria Dorothea, ehel. Tochter des Tagelöhners Claus Peter Clausen auf Bau und der Juliane, geb. Nielsen. Taufattest: ... Die Verlobung geschah ... Er 33½ Jahr, Sie 27 Jahr alt. | Familie: Jeppe Hansen Jørgensen / Johanne Maria Dorothea Clausen (F3065)
|
| 1744 | Der kendes to fødeår, begge usikre, 1494 efter epitafiet i Ribe Domkirke, og 1498 efter en sen 1500-tals beretning. (Wikipedia) | Tausen, Hans (I1540)
|
| 1745 | Der Kirchvater (auch Kirchenvater, Kirchenmeister, Altarmann, Gotteshausvater, Gottesvater, Heiligenmeister, Jurat, Kirchengeschworener) war ein gewählter oder bestellter Vertreter der Kirchengemeinde, der mit dem Pfarrer gemeinsam folgende Aufgaben wahrnahm: Beaufsichtigen des Vermögens der Gemeinde Führen der Besitzverzeichnisse Erheben von Einnahmen, Bestreiten von Ausgaben sowie Buchführung darüber | Riggelsen, Jendre (I13072)
|
| 1746 | Der Sohn eines Waffenschmiedes besuchte nach einer Zeit am Gymnasium seiner Heimatstadt, durch ein städtisches Stipendium gefördert, die Universität Altdorf und die Universität Wittenberg. Im Anschluss unternahm er den Sitten der damaligen Zeit entsprechend eine Bildungsreise, die ihn auch nach Polen und Ungarn führte. Zurückgekehrt erhielt er die Dichterkrone. Da er mit Martin Ruarus in Verbindung stand, wurde er verdächtigt, ein Sozinianer zu sein. Erst nachdem er sich am 25. Januar 1617 vor der gesamten Universität Altdorf vom Sozinianismus distanzierte, konnte er sich vor weiteren Unterstellungen schützen. 1621 wurde er Pfarrer an St. Egidien in Nürnberg und 1634 in St. Sebald. Vogel gilt als Verfasser von Psalmen-Nachdichtungen und geistlichen Büchern, in denen er sich, an die üblichen Formen der damaligen Frömmigkeit bindend, ausdrückt. Dennoch hatte er als Anhänger von Martin Opitz auch dichterische Ziele verfolgt. Im Nürnberger Gesangbuch von 1677 finden sich fünf seiner Lieder. Werkauswahl: Zwölf Psalmen Davids. Nürnberg 1628 Die Psalmen Davids, Samt anderen heiligen Gesängen erweitert. Nürnberg 1638 Psalmen /Geistliche Lieder und Haus Gesänge. Nürnberg 1653 Icones mortatis … Vorbildungen des Todtes … Nürnberg 1647 Andacht Übung auss den Sonn-, Fest- und Feyertäglichen Evangelien. Nürnberg 1661 | Vogel, Johannes (I5372)
|
| 1747 | Der var i 1840 32 Møller i København, og desuden var tre udenbys Møller, nemlig Vodrofgaards Mølle, Rødevejrmølle og en Mølle ved Storeheddinge, Interessenter i det københavnske Laug. De fleste Vejrmøller stod paa Volden, i Reglen en i hver Bastion: Luciemølle og Store Kongensmølle ved Vesterport, Helmers Mølle, Ny Mølle, Ahlefeldts Mølle, Gothersmølle, Rosenborg Mølle, Sølvgadens Mølle eller Lille Svanemølle, der delvis blev drevet ved Hestekraft, Stokhusmøllen, Grønlandsmølle og Dronningens Mølle ved Østerport; paa Kristianshavns Vold Enhorns Mølle, Breslaus Mølle og Lille Mølle; paa Kastelsvolden Møllen til den militære Brødbagning. Uden for Vesterport laa Banemøllen ved Siden af den kongelige Skydebane og Amerikamøllen med de fem korte og brede Vinger ved nuværende Amerikavej; paa Nørrebro Skæremøllen, Store og Lille Blegdamsmølle, Øelunds Mølle og en Stubmølle paa Hjørnet af Nørre Allé og Sandgravsvejen, længere ude Jagtvejens Mølle og Kristinebergs Mølle ved Store Vibenshus. Ved Strandvejen laa Svanemøllen 1). Inde i Byen fandtes forskellige Dampmøller og Hestemøller. Den kongelige Maltmølle paa Sct. Annæ Plads var eneberettiget i København til Formaling af Malt. Den blev i 1841 af Staden bortforpagtet til Møllerlauget paa ti Aar for 4000 Rdlr. aarlig. I 1851 blev Eneretten ophævet og Driften standset. Møllen blev købt af Grosserer Svitzer og Tømmermester Blom, der indrettede den til almindelig Mel- og Grynmaling i Stedet for Enhorns Møllen, som ogsaa tilhørte dem, men paa denne Tid blev nedlagt. (Kilde: http://www.lyders-pedersen.dk/jytte/henriette/noter/ni443.htm) | Petersen, Thomas (I3627)
|
| 1748 | der von Jacob David aus Basel die Vollmacht zur Aufteilung eines goldenen Apfels mit Diamanten und Rubinen sowie eine Kette mit 40 Diamanten erhielt, die David und dem verstorbenen Antwerpener Kaufmann Hans Pours gehörten. Die Arbeiten hatten nach Schätzung durch Pariser Goldschmiede einen Wert von 1200 écus. | Koberger, Hieronimus (I5370)
|
| 1749 | derfra til Königsberg, så til København og derfra over Lybeck til Hamburg. | Calow, Daniel (I957)
|
| 1750 | des Geh.Rats, Oberrichter, Steuerherr Ulm | von Besserer, Albrecht Philipp (I3050)
|
| 1751 | Des Rats in Ulm. | von Schad, Johann Ulrich (I3053)
|
| 1752 | Det antages, at Gorm ved sin død blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling, og senere blev overflyttet til en grav i kirken. Træ fra gravkammeret er dateret dendrokronologisk. Det viste sig, at det var fældet sent på året 958. Meget tyder altså på at Gorm er blevet begravet det år. Et skelet, der kan være Gorms, er fundet ved en udgravning i kirken, og en undersøgelse af det har vist, at han ved sin død var mellem 35 og 50 år gammel. | Gamle, Konge Gorm den af Danmark (I2067)
|
| 1753 | Det er lidt mystisk hvor Jens er ved folketællingen 1787 hvor han må være omkr. 10 år. I nabosognet Faarup i Ørild by, hos Niels Jensen og hustru Karen Andersdatter findes 2 børn som i folketællingen 1787 benævnes som "Opfostrings Ægte børn" drengen hedder Jens Christensen og er 10 år og pigen Maren Sørensdatter som er 3 År. ??? | Møller, Jens Christensen (I7690)
|
| 1754 | Det er ret rimeligt, at han på denne rejse har gjort bekendtskab med Luther. ( Kilde: Vibergs Præstehistorier. ) | Hegelund, Morten Mortensen (I974)
|
| 1755 | Det er ret sikkert at IJB har haft skriftlig korrespondance og måske endda forbindelse med Jødiske vekselerer i København før hans afrejse. Han ankommer ihvertfald med et anbefalingsbrev: på tysk, hvori han omtales som handelsjøden Behrend Israel Jochim. | Behrend, Joachim Israel (I7854)
|
| 1756 | Det gode skib DITMARSKEN var løbet af stabelen i 1732 og kunne første gang hejse kommando i 1734. Skibet målte 139 fod i længden og 37,1 fod i bredden (ca. 43,5 x 11,5 m.). I hver side var der to rækker med 11 kanonporte. De nederste kanoner var 18-pundige, de øverste 8-pundige (pundigheden måltes i kuglens vægt). Ud over de to batteridæk fandtes der også seks sekpundige kanoner på øverste dæk. Om bord på DITMARSKEN skulle der i 1757 efter bemandingsreglementet have været en besætning på 358 mand. Det menige mandskab bestod af 179 mand enrollerede matroser, som kom fra sølimitterne i Danmark og Hertugdømmerne. Dette var den største gruppe. Den næststørste gruppe på 80 mand var soldater, der fulgte med som landgangsstyrke eller soldateske. Den tredjestørste gruppe var stampersonel fra divisionerne ved Holmen i København. Resten af mandskabet bestod af en række underofficerer, embedsmænd og officerer. http://www.forskerblog.dk/skibe/orlogsskibet-ditmarsken-et-helt-tilf%C3%A6ldigt-skib/ | Holm, Andreas Johansen (I5212)
|
| 1757 | Det har foreløbig ikke været mulig at påvise hans tilknytning til forældrene, med andet end navnesammenfaldene (Christen og Nørgaard) Han er ikke indført i hverken Rørbæk eller Grynderup kirkebøger. Det har heller ikke lykkedes at finde faderens skifte. | Nørgaard, Christen Christensen (I921)
|
| 1758 | det ikke lykkedes at finde hans død optegnet. Da han tog borgerskab, angav han at ville ernære sig af købmandsskab og sejladser, og den manglende indførsel af en begravelse kan derfor måske skyldes, at han omkom på havet. | Jacobsen, Bunde (I9974)
|
| 1759 | Det kan formodes han er i familie med Karen Rebecca Nordkier [PGL-i797] | Nordkier, Erich Nielsen (I7975)
|
| 1760 | Det kan formodes hun er i familie med Karen Rebecca Nordkier [PGL-i797] | Nordkier, Marie Eriche (I10883)
|
| 1761 | Det ser ud som kirkebogens sider for 1731-33 er gået tabt i Lindum sogn | Sørensen, Troels (I155)
|
| 1762 | Det ser ud til, at skipper Claus Pedersen ikke altid var lige nøjeregnende med hensyn til angivelserne af sine laster. I efterhøstens tid i 1701 blev skipperne Claus Pedersen og Niels Hansen af Nordby anholdt af visitør Rasmus Mikkelsen fra toldopsynet i Sønderho under deres forsøg på at afsejle med et parti saltede hvidling i Tønder. De havde ganske vist angivet, at de havde hvidling i bådene, men ikke det fulde kvantum. Claus Pedersen, der havde 18 tønder om bord, havde kun udklareret de 9 tønder, og Niels Hansen, der havde 15 tønder om bord, havde kun angivet 6 tønder. Begge landinger blev konfiskerede, og hver af skipperne idømt en bøde på 2 rigsdaler og 1 mark for hver tønde og sagens omkostninger, ligeledes hver med 6 rigsdaler, og, tilføjes det i dommen: 'skulde det senere vise sig, at de har haft mere om Bord, de ikke har fortoldet, skal de ogsaa betale derfor og skal i saadant Tilfælde Skippernes Skibsparter være forbrudt, og skal de da endvidere modtage en Irettesættelse af Toldinspektøren saavel som ogsaa Forlidelse paa Kroppen.' | Wind, Claus Pedersen (I7645)
|
| 1763 | Det var en i 1597 opført anselig gård i tre stokværk og med tre længer. Den kaldtes senere Borgmestergården og stod helt til 1909, da den blev revet ned og genopført på Landsudstillingen. Herfra flyttedes den til Botanisk Have, hvor den nu er kernen i "Den gamle By". | Skriver, Niels Christensen (I9963)
|