Notater
Match 8,515 til 8,557 fra 12,311
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 8515 | Malt KB 1813-1821 opslag 48 no 5 82 Aar gammel | Jeppesdatter, Dorthe (I48)
|
| 8516 | Malt KB 1836-1851 opslag 16 | Christensen Kokkenborg, Peder (I10740)
|
| 8517 | Malt KB 1843-1870 opslag 20: Faddere: Johan Ditlev Karl Krava?. Gaard. Martens . Propritære Jensen og Hustru. Dortea Jensen, Alle af Brørup S. | Ditlefsen, Karl Niklaus Frederic (I1934)
|
| 8518 | Malt KB 1843-1870 opslag 22: Faddere: Ernst Julius Jensen. Jesper Thommesen Pige Elise Jensen alle Brørup sogn | Ditlefsen, Kristian Vilhelm Julius (I1935)
|
| 8519 | Malt KB 1843-1870 opslag 56: Faddere: Grd. Gustaf Jensen af Skodborg. Ungk. Johan Heinch Kravak. Pigen Karoline Sofie Kravak; Brørup S | Ditlefsen, Kirstine Dorthea (I1936)
|
| 8520 | Malt KB 1843-1870 opslag 85 (Konfirmation) | Crafack, Alvine Katrine Frederikke (I17)
|
| 8521 | Malt KB 1843-1870 opslag 85: Kundskab: Mg Opførsel: Mg | Crafack, Alvine Katrine Frederikke (I17)
|
| 8522 | Malt KB 1843-1870 opslag 96: | Familie: Vilhelm Karl Frederik Ditlefsen / Ana Katrine Frederikke Crafack (F682)
|
| 8523 | Malt KB 1843-1870 opslag 96: (Vielse) | Ditlefsen, Vilhelm Karl Frederik (I1933)
|
| 8524 | Malt KB 1843-1870 opslag 96: (Vielse) | Ditlefsen, Vilhelm Karl Frederik (I1933)
|
| 8525 | Malt KB 1843-1870 opslag 96: (Vielse) | Crafack, Ana Katrine Frederikke (I32)
|
| 8526 | Malt KB 1871-1891 opslag 153: Forlovere: Hmd. Kristian Pedersen paa Maltbæk Mark. Gmd. Vilhelm Ditlefsen i Askov. | Familie: Peder Jensen / Alvine Katrine Frederikke Crafack (F8)
|
| 8527 | Malt KB 1871-1891 opslag 165: Forlovere Kristian Jensen og Mikkel (?) begge af Malt. | Familie: Peder Jensen / Marie Christine Hansen (F70)
|
| 8528 | Malt KB 1871-1891 opslag 200 | Crafack, Alvine Katrine Frederikke (I17)
|
| 8529 | Malt KB 1871-1891 opslag 42: Faddere: Husmand Mikkel Hansen, (?). Pige Marie G ?), Langeskov. Gaardmand Søren N. Sørensen, Askovmark | Jensen, Jens Nielsen (I1928)
|
| 8530 | Malt KB 1871-1891 opslag 54: Faddere: Landmand Gustav Jensen af Skodborg. Ungkarl Ludvig Krafack af Eskelund. Pigen Dorothea Krafack af Eskelund. | Ditlefsen, Dorthea Katrine (I1937)
|
| 8531 | Malt KB 1871-1891 opslag 83: Dåbsdato er ulæselig, ligesom pigens første navn. Moderen. Husmand Mikkel Hansen af Jelshøj Gaardmand Søren Sørensen af Askov Mark. Pige Anne Poulsen. | Jensen, Alvine Katrine Frederikke (I1929)
|
| 8532 | Malt KB 1892-1911 opslag 192: | Ditlefsen, Vilhelm Karl Frederik (I1933)
|
| 8533 | Malt KB 1892-1911 opslag 214: | Crafack, Ana Katrine Frederikke (I32)
|
| 8534 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I993)
|
| 8535 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I994)
|
| 8536 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I995)
|
| 8537 | man må formode hun har familiemæssige forbindelse til Johannes Andreas Plum: http://www.gloggengiesser.dk/tng/getperson.php?personID=I12532&tree=PGL | Plum, Anna Catharina (I12560)
|
| 8538 | Man mener at Sifried.II er identisk med Seitz Glockengiesser fra Nürnberg der kendes som 1414 støbte den stadig eksisterende "Schlagglocke" fra Ulmer Münster. Klokker som tilskrives Sifrid.II er 1415 i Stadtkirche Künsesau, 1416 Stiftskirche Öhringen, samt den store klangfulde klokke i Stadtpfarrkirche zu Schwabach fra 1415 der er udsmykket med en riholdig figurkrans samt 2 indskrifter i gotiske Minuskler, et tegn som forøvrigt gør et værkstedssammenfald med Hermann.II og Hermann.III Glockengieserne sandsynligt. | Glockengiesser, Sifrid.II (I3605)
|
| 8539 | Man vil forstå, at enkestanden ikke passede for An Mari, og hun indgik da også 11. dec. 1852 i ægteskab med den 33-årige ungkarl Johannes Johansen, kaldet Johannes Guldsmed. Fattighuset, hvor deres "kalos" stod, lå dengang ved Fejerskov, og det var delt i 4 lejligheder, d. v. s. stuer. I den østre ende boede An Mari, Kort forinden brylluppet havde stormen flået taget af den ene gavl. Sognerådet havde taget lovning på Jens Jørgensen til at lægge nyt lyngtag på og Søren Frandsen, dengang en uconfirmeret dreng, havde lovet "o stek åp få æ tækkemand". Naturligvis var knægten så udspekuleret at få aftalt med tækkemanden, at de skulle tage fat på arbejdet netop den dag, da An Mari's og Johannes's bryllup skulle stå, og de stillede så, til stor forundring for parret og de tilstrømmende gæster, om morgenen med deres remedier og gav sig til at tække. Der var tre vogne til kirke og bag i den forreste sad spillemanden, Jens Wollesen fra Herning, og blæste klarinet. Da folkene var kørt, kom tækkemanden ned og fik sig en kop kaffe, og så kravlede de på huset igen. Det varede jo ikke længe, inden An Mari og Johannes var smedet sammen, og brudeskaren kom tilbage. Straks de havde fået deres "onden", tog de fat på at danse - ja Herre Jøsses hu di ku dands, æ gammel kjælling hvermt om som nåwe søsselkuen. De, der kørte for kjæltringerne, var jo med til gildet bagefter, og blandt disse var også Chr. Merrild. Det var en Mand, der var kunsdter i, og han fandt især stor fornøjelse i at drille Mads Kats hund. Han smed hunden op på loftet , så Mads nær aldrig havde fået den ned igen. Siden bandt han hunden ude, og det endte med, at Mads blev så vred, at han stak af fra gildeshuset, gæsterne satte bag efter Mads og det lykkedes først efter megenovertalelse at få den fortørnede gæst med tilbage. Derefter drak man kaffe, og så dansese de løs igen. At der under festen ikke blev sparet på brændevinen er kun en selvfølge. Forbindelsen var ikke nogen mesalliance. Johannes var lige vendt hjem fra straffeanstalten, og An Mari var heller kke ukendt med "Nøsselokkes" . Johannes's moder var Else Sophie Caspersdatter, en søster til An Mari's første mand. Som fader angiver traditionen undertiden en guldsmed, men officielt fik omvandrende Johannes Johansen skylden, og begge angivelser passer. Johannes, der var født i Møruphus, fulgte moderen på dennes vandringer, indtil han blev så gammel, at gan kunne strejfe rundt på egen hånd. I 1834 var den 15-årige mand anholdt som omstrejfer i Ulfborg-Hind herred. Pastor Tang i Rind får i den anledning en forespørgsel fra by- og herredsfoged J. Finsen i Ringkøbing angående Johannes. Svaret lyder: ærbødigst pro memoria! Deres Velbyrdigheds ærede Skrivelse af 8. ds. modtog jeg d. 13. Eftermd., hin ældre Skrivelse fra Februari Md, som de omtaler, har jeg ikke modtaget, og må den altsaa være paa en eller anden Maade forkommet. Johannes Johansen er iflg. Rind Kbg fød og døbt d. 1ste Marts Aar 1819, Daaben publiceredes den 14. Marts s. A, altsaa er han virkelig over 15 Aar. Hans Forældre var ifølge samme Kbg.: den omvandrende Natmand Johannes Johansen og Else Caspersdatter af Møruphus i Rind, ligeledes af de saakaldte Natmands-folk. Faderen kender jeg intet til, og vel muligt, at han er landet i Slaveriet. Moderen kjender vi derimod alt for vel. Hun udmærker sig ingenlunde ved sin Kydskhed, men har, skjønt ugift, allerede sat flere uægte Børn i Verden, som det af Fattigvæsen og navnlig af Natmandsfolket haardt trykkede Rind Sogn maa forsørge. Hiin Johannes var ogsaa for dette Aar indtinget til en Mand her i Sognet (Jens Riis i Gunnerup), men løb sin Vej fra ham, saa vidt jeg husker i Midten af Januari d. A, og siden have vi intet egentligen hørt om ham, skjønt Rygtet allerede længe har forkyndet, at han var fængslet i Ringkøbing. Hvad videre angaar hin Johannes Johansen Jun., da er hans Sindelag ingenlunde at rose. Vel er han endnu ung, men synes at have arvet alt for meget af sine Forældres og sin Stammes Naturel, dog erindrer jeg ikke, at han nogensinde har begaaet Tyverie. Derimod kunde vist hans Sandruhed være større. Ogsaa har han i Fjor Vinter, omtrent til samme Tid, spillet os det Puds at løbe bort, og han var vel neppe saa snart, maasle aldrig kommet tilbage, hvis jeg ikke havde uformodentligen truffet ham paa en Rejse i Navr Præstegaard ved Holstebro. Jeg satte ham da i Rette, lovede imidlertid, at jeg for den gang ville forglemme det og ikke lade ham arrestere, hvis han vilde vende tilbage til Rind, hvilket han ogsaa lovede og holdt, efter at han havde aflagt et Besøg hos sin dydige Moder, som til samme Tid havde foraarsaget vort Fattigvæsen en ikke ubetydelig Udgift ved sin 4de Barselseng (i ølby Pastorat, ogsaa ved Holstebroe). Da han nu denne Gang løb bort, havde han bedet Manden, hos hvem han var indtinget, at gaa hen og besøge sin Morfader i Møruphuus, der efter Sigende var syg. Manden, der ikke havde Mistanke, tillod ham dette. Derpaa kom han til sin Moder, der er indtinget paa et andet sted i Sognet i Lind By, foregav, at han havde faaet Forlov paa 2 Dage, hvorpaa hun (efter Sigende til en Mand) sendte ham ud at bede om lidt Mælk; men han blev saa borte. Vistnok er hverken Moderens eller Sønnens Udsagn (mindst den sidstes) meget at fidere paa: at han denne Gang saa vel som forrige Gang da han løb bort, er at betragte som en Rømningsmand, efterdi han begge Gange løb bort fra de Steder, hvor Fattigvæsenet havde indtinget ham, dette er vist! Hvad der kunde ene synes at undskylde ham er vistnok hans Ungdom (han er endnu ukonfirmeret), de ringe Exempler han har seet, i den i hans Stamme almindelig Hang til Omflakken og Betleri. - Man maa vel frygte, at han vil synke mere i det Onde! Saaledes haaber jeg at have besvaret Deres Velbyrdigheds Skrivelse. Rind Præstegaard, den 16. April 1834. ærbødigst. P. Tang. Af dokumenterne i Sagen vedr. Joh. Johansen fremlagt i Ulfborg-Hind herreders ret den 22. april 1834. Præstens anelse slog, som vi nu skal se, til. Ved ovennævnte ret blev den 19-årige Natmand idømt 1 års tugthus for tyveri og betleri 25. maj 1838. Han kommer i Viborg Tugthus den 21. juni og slipperud i december 1839. Efter sin løsladelse bliver han indtinget hos Frederik Caspersen i Rind, hvor han skulle blive til Nytaar. I halvhelligdagene får han lov til at besøge sin familie i Rind-Herning fattighuse samt i Mørup, men han glemmer rent at vende tilbage. Han træffer sammen med Bennet Hansdatter, der havde fået plads hos Lauge Nørgård i Herning til november, og disse to vandrer så om i Holstebro- og Ringkøbingegnen og ernærer sig ved at handle med hægter, strikkepinde og ved at sætte vinduer ind. I februar 1840 er parret vendt tilbage til deres hjemegn, og da bliver de arresteret under en ransagning i Herning Fattighus den 15. februar. Ved samme lejlighed tager politiet også Johannes "Mus", født Pedersen fra Dejbjerg og Else Sophie Caspersdatter. Johannes Guldsmed påstår til sin undskyldning, at han, desværre forgæves - har søgt plads hos flere sognefogder. Rigtigheden bliver naturligvis ikke bekræftet. og da der ellers ingen formildende omstændigheder findes, så dømmes han ved Hammerum herreds politiret 15. april 1840 til et toårigt Ophold i Viborghus for løsgængeri. året efter, at han er kommet ud, bliver han for 5te gang begået løsgængeri og betleri dømt ved Bølling-Nørre herreders politiret 8. juli 1843 til 4 års tugthusarbejde. I tugthusprotokollen er han indført som omstrejfende klinker og natmand. Om aftenen den 28. januar 1844 ser han og en anden fange deres snit til at flygte, men de blev grebne samme nat og den 14. juli 1847, da han ellers var færdig med sin 4ireårige straf, bliver han overført til en ny Straf - han var nemlig ved Middelsom-Synderlyng herreders ekstraret den 12. april 1844 (landsoverretten 13. maj og højesteret den 29. okt. s. å.) idømt 5 års tugthusstraf, som han nu måtte afsone, før han kunne nyde friheden. Johannes's signalement på den Tid lyder: "63 tommer - smekker af Bygning - blondt hår og blå øjne". Efter at han er færdig med sin sidste straf, kommer han hjem og bliver gift med An Mari Mæster. I nogle år undgik han øvrigheden, men den 18. juni 1859 idømtes han ved Hammerum herreds ret 8 års for-bedringshus for ran, løsgængeri og betleri. Straffen blev dog ved overretten nedsat til 4 år- Den 2. febr. 1867 får han 5 dages vand og brød for betleri, og endelig idømmes han ved smme ret den 30. jan. 1869 6x5 dages vand og brød for meddelagtighed i tyveri. Denne straf slap han dog for - han var nemlig død tre måneder i forvejen. Den 5. nov. 1868 var der marked i Kollund i Rind. Egnens kjæltringer var naturligvis samlede ved denne lejlighed, og der blev ikke sparet på brændevinen. Johannes Guldsmed var om aftenen stærkt beruset og tiggede da gode folk for en fireskilling til mere brændevin. Ved at love ikke at drikke mere den dag fik han samlet ind til 2 flasker af den eftertragtede drik, og med denne beholdning i sine baglommer stumlede han af sted, og ingen så ham siden. Næste forår, 27. marts 1869, fandt en hyrdedreng Johannes's afsjælede legeme i en mergelgrav ved Kollund. Der blev sendt bud efter An Mari, og da hun kom, sagde hun: "De æ endda stræng o ta si mand i sårn stelling", hvad hun jo havde ret i. Så ljædt An Mari i hans Lo'm - å Guj, a glemmer'et ålder - tuk æ tåld å æ flask, låwt te'et o så': "Småg te et Engeborre - de hår såmænd ingen skå' tawn!". Det fortælles også, at An Mari ved denne lejlighed skulle have sagt "Ska vi så mindes Johannes?" Og fag-mænd påstår, at folk i Herningegnen endnu hilser på hinanden, når de får en genstand, ved at sige ""Ska vi så et mindes Johannes?", men dette mundheld er dog ikke opstået ved denne lejlighed, det er meget ældre. Johannes Guldsmed skildres som en begavet fyr, dygtig blikkenslager og glarmester, men en durkdreven gavtyv var han jo. En gammel mand, der sidst i 1850'erne tjente i Neder Amdrup i Snejbjerg sogn, har fortalt mig, at Johannes en nat lå der i gården, og da fortalte han rask op om sine skarnsstreger - hvorlede han havde stjålet sønder på. Hn blev da skarpt forfulgt, løb ind i en gård og på "æ Lal" over kostalden, skar et par bånd over og smuttede så ud gennem taget. En anden gammel mand sagde, at Johannes kunne være ret fordringsfuld og ubehagelig, når der ingen mandfolk var hjemme. Da man et sted så, johannes var i kom, gik manden ind i et sideværelse, og Johannes antog derfor, at konen var ene hjemme. Kjæltringens fordringer blev derfor større og større - da pludselig gik dødren op, og væbnet med en trævindser trådte manden nu ind i stuen. Kjæltringen retirerede, men fik diog et godt nakkedrag af vægten, inden han kunne smutte bort. Johannes Guldsmed var fålæ bow'n i æ snak o så jæ te sæ sjæl. Han sagde også, at han havde været på de steder, hvor man af hensyn til omgangskredsen var nødt til at sige "Jeg" - men folk var jo nok klar over, at det fine sted var tugthuset. | Johansen, Johannes (I1035)
|
| 8540 | Mandagen den 16. August 1734 blev Hr. Niels Jacob Haverslevs allerkiereste Hustru sal. Kirstine Magdalene Rosenstand jordet i hendes alders 52 Aar 2 Maaneder og 11 Dage. (Rødding-Krejbjerg kirkebog) | Rosenstand, Christiane Magdalene Pedersdatter (I711)
|
| 8541 | Maren | Gundesdatter, Marine (I10127)
|
| 8542 | Maren blev gift som 30-årig med Johan Marcus i Bov kirke. Boede da på Bovmark. Ægtebrev forevist i Nordby sogn den 12/5 1858. Hun rejste fra Fanø til Bov den 12/5 1858 for at blive gift. | Familie: Johan Marcus / Maren Jørgensdatter Jepsen (F3071)
|
| 8543 | Maren Hansdatter, skipper Laurids Madsens hustru, 26 år. | Hansdatter, Maren (I7571)
|
| 8544 | Maren Hansdatter, skipper Niels Jacobsen Varrers hustru ved Odden, fader Hans Jepsen, 47½ år. | Hansdatter, Maren (I7583)
|
| 8545 | Maren Jesdatter, fiskeskipper Niels N. Regits hustru, 61 år. | Møller, Maren Jesdatter (I7543)
|
| 8546 | Maren Jørgensdatter ved Odden. Forældre: fisker Jørgen Hansen Jepsen og hustru Johanne Marie Nielsdatter ved Odden. Kundskab god, opførsel meget god. | Jørgensdatter Jepsen, Maren (I7553)
|
| 8547 | Maren Thomasdatter Kjærulf (1657 - 1699) Mette Thomasdatter Kjærulf (1660 - 1721) Peder Thomsen Kjærulf (1661 - 1717) | Familie: Thomas Christensen Smed / Gertrud Pedersdatter Kjærulf (F4326)
|
| 8548 | Maren Vie bar barnet | Wie, Niels Jensen (I118)
|
| 8549 | Maren, forældre Hans Jepsen og Maren Clausdatter. Faddere: Anne Jepsdatter; Karen Jepsdatter; Laust Jepsen; Hans Nielsen Nørom; Dorthe, Niels Jensens datter. | Hansdatter, Maren (I7569)
|
| 8550 | Maren, forældre Hans Jepsen og Zidsel Jørgens. Faddere: Claus Jensen og hustru; Laust Jepsen; Maren, Niels Jensens datter; Maren Nielsdatter | Hansdatter, Maren (I7571)
|
| 8551 | Maren, forældre Hans Jepsen og Zidsel Jørgensdatter. Faddere: Søren Jepsens hustru og datter Karen; Søren Hansen Ende; Hans Hansen Ollefar; Jep Hansen Pedersen; Karen Jesdatter. | Hansdatter, Maren (I7583)
|
| 8552 | Margaretha Glockengiesser or Rosenhard -------------------------------------------------------------------------------- Christening: 16 MAR 1589 Nuernberg Stadt, Mittelfranken, Bayern Death: 18 AUG 1657 -------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: Christoph Glockengiesser or Rosenhard Family Mother: Margaretha Schenk -------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: Georg Arnschwanger Family Marriage: 13 DEC 1613 | Rosenhardt Glockengiesser, Margaretha (I2514)
|
| 8553 | Margrete Fredkulla eller Margret i Norge og Margareta i Sverige, (død 1130) var en svensk prinsesse, datter af Inge Stenkilsson, som ofte kaldes for Inge den Ældre. Tilnavnet «Fredkulla», som betyder «Fredskvinne», fik hun, da hun indgik i en fredsslutning mellem Sverige og Norge i 1101 ved, at hun blev bortgiftet til kong Magnus Barfod af Norge. «Hun ble sendt østfra Svitjod til Norge med et gævt følge» skriver Snorri Sturluson i Magnus Barfods saga. Da Magnus Barfod døde i et slag i Irland år 1103, kun to år efter brylluppet, blev hun enke og var sandsynligvis barnløs. Magnus havde et barn ved navn Ragnhild Magnusdatter, men tidspunktet stemmer ikke, og Margrete var således næppe moderen. I 1105 giftede hun sig med Niels af Danmark, den yngste af kong Svend Estridsens sønner. Niels var dansk konge fra 1104 til sin død i 1134. Som regent var han svag, men han lod sig lede af sin kloge gemal Margrete Fredkulla. Med Niels får Margrete følgende børn: Magnus den Stærke og Inge Nielsen Forældre: kong Inge Stenkilsson af Sverige (ca. 1111) og Helena. ~ca. 1101 med kong Magnus Barfod af Norge, 1103. ~ca. 1104 med kong ?Niels, 25.6.1134 i Slesvig, s. af kong ?Sven 2. Estridsen. Børn: Inge, ?Magnus. MF var en svensk kongedatter, som nåede at blive dronning i både Norge og Danmark. Hendes magt og indflydelse kulminerede, mens hun var dansk dronning. Det ved vi, fordi hun som noget usædvanligt i europæisk sammenhæng fik sit navn på rigets mønt sammen med kongens. På forsiden af mønten, der er slået i stort antal i Lund, ser man som forventeligt på den tid et stiliseret kongehoved med krone og et løftet sværd som tegn på kongeværdigheden. Men på bagsiden er der rundt langs kanten slået bogstaverne MARGARETA NICALAS. I Norden er denne mønt enestående, og der optræder i alt kun et halvt dusin kvindenavne på mønter i Europa i perioden 1000-1500. Vi skal helt frem til slutningen af denne periode for at finde andre eksempler på, at en dronning optræder sideordnet med en fuldmyndig konge. Hvad der stod på mønterne var den gang af langt større betydning end i dag, for det var Middelalderens eneste form for massekommunikation. Og derfor var det selvfølgelig også et medium, der flittigt blev brugt magtpolitisk. Af en eller anden grund havde kong Niels altså brug for at smykke sig med MFs navn, når han skulle understrege sin egen kongeværdighed. Måske var hun endda den reelle regent i Danmark i årene indtil sin død. Det står der i hvert fald i ?Knud Lavards helgenlegende, som hævder, at kong Niels manglede nogle af de egenskaber, som styringen af landet krævede: Styrelsen beroede for størstedelen paa den ædle dronning Margrete, saa at fremmede sagde, at Danmarks styrelse laa i kvindehaand. Allerede fra starten var MFs skæbne vævet ind i nordisk storpolitik. Hun var datter af den svenske kong Inge Stenkilsson. Han lå bl.a. i strid med Norge og ville nu efter den tids skik skaffe sig fred ved hjælp af sin datter. Året var 1101, da MF blev gift med den norske kong Magnus Barfod. Om hun kunne lide ham eller ej, var sagen ganske uvedkommende. Hendes ægteskab var led i faderens nye alliancepolitik. Hun skulle bringe de stridende parter i familie med hinanden og på den måde besegle freden. I den forbindelse fik hun også sit blivende tilnavn Fredkulla, fredspigen. Det har nok også hjulpet på sagen, at hun som medgift fik et større landområde, formentlig Västergötland, som dermed smeltede sammen med Magnus Barfods norske besiddelser, så længe ægteskabet varede. Det dynastiske ægteskab skabte fred som planlagt, men var barnløst og kom kun til at vare tre år, fordi Magnus døde under et togt til Irland. Herefter var MFs rolle udspillet i Norge. Det er muligt, hun selv straks ville rejse væk for at udnytte sin nye status som både svensk kongedatter og norsk enkedronning, for hun var et godt parti. Men mere sandsynligt er det, at hendes fader trak i trådene, fordi han nu så hende som et redskab til at skabe en stærk alliance med den anden kongemagt, der grænsede op til hans svenske rige. Allerede i 1104 blev hun gift med kong Niels af Danmark. Det var temmelig hovedkulds, enkedronning MF havde forladt Norge. Hendes afrejse efterlod en vis misstemning og måske også ondsindet rygtemageri. I hvert fald hævder et norsk helgenskrift, at MF skulle have røvet de jordiske rester af Nordens første helgen, Olav den Hellige. Dette uhørt kostbare relikvie skulle hun så have bragt med sig til Danmark. Mistanken er aldrig blevet bekræftet. Og det hele er måske i virkeligheden udtryk for en ærgrelse over, at hendes giftermål med den danske konge berøvede den norske kongeslægt hendes medgift. Nu var hun dansk dronning, og hun levede op til forventningerne, knyttede et bånd mellem det svenske og danske rige og bidrog på den måde til, at kong Niels regeringstid blev usædvanlig fredelig. Hun fødte ham også et par mulige tronarvinger. Den ene søn Inge, opkaldt efter sin svenske morfader, blev imidlertid sparket ihjel af en hest som ganske ung. Den anden søn Magnus måtte derefter bære hendes håb om, at hendes blod engang ville arve den danske trone. MF gik dog i graven uden at få svaret på sine bønner. Ifølge historieskriveren ?Saxos overlevering led hun til sidst af vattersot, der hævede hendes ben voldsomt, saa ingen lægemidler kunne faa bugt med sygdommen. På denne tid døde også MFs fader, og Magnus fik sig indsat som konge af Västergötland. Det kunne han kun gøre i kraft af den ret, han havde arvet fra sin mægtige moder til det område, hun i sin tid havde fået som medgift. Således kom MFs politiske indflydelse til at række ud over hendes død. Men ikke så længe. For i 1131 dræbte Magnus sin farligste rival i kampen om den danske trone, fætteren Knud Lavard. Og da den svækkede kong Niels døde i 1134, blev den fredsperiode, der knytter sig til MFs navn, afløst af en periode med opslidende kampe mellem de forskellige grene af kongeslægten. Nanna Damsholt: Kvindebilledet i dansk højmiddelalder, 1985. Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. Thyra Nors | Fredkulla, Margrethe (I2121)
|
| 8554 | Margrethe Løvenbalk, nævnes enke; g. m. Niels Aagesen Galen til Karstedholm og Eljaröd, en sønnesøn af Skånes gældker Niels Erlandsen Galen (-eft.1285). (Wikipedia) | Løvenbalk, Margrethe Eriksdatter (I1962)
|
| 8555 | Margrethe var enke 1401 og pantsatte da al sin Arv efter sin Datter Margrethe Holgersdatter til Axel Pedersen Brahe, forhøiede 1403 det Pant, Bispen af Roskilde havde af Hendes Moder, Fru Inger af Skjersø | Familie: Otte Jensen Markmand af Falster / Margrethe Aakesdatter Steeg (F2759)
|
| 8556 | Maria Glockengiesser -------------------------------------------------------------------------------- Christening: 19 JAN 1610 Nuernberg Stadt, Mittelfranken, Bayern -------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: Conrad Glockengiesser Mother: Barbara Spoerl -------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: Johannes Vogel Marriage: 20 JUL 1635 | Rosenhardt Glockengiesser, Maria von Glockenhofen (I5371)
|
| 8557 | MARIA HELENA GLOCKENGIESSER -------------------------------------------------------------------------------- Christening: 24 FEB 1623 Nuernberg Stadt, Mittelfranken, Bayern -------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: CHRISTOPH GLOCKENGIESSER Mother: MARIA SEMBLER | Rosenhardt Glockengiesser, Maria Helena von Glockenhofen (I2992)
|