| Notater |
Gift:
- I en alder af henved 30 år faldt Paludan-Müller i en farlig sygdom og blev indlagt på et hospital. Da hans ovennævnte slægtning Charite Borch (født 13. november 1801), som boede i København med sin moder, fik nys herom, tog hun ham straks hjem til dem og plejede ham omhyggelig efter sit hjertes inderste tilskyndelse.
Men hun havde jo derved gjort et skridt, som efter den tids anskuelser var temmelig kompromitterende; og hun kunne næppe være uvidende om, at Paludan-Müller, som var loyaliteten og ridderligheden selv, hvis han helbredtes, ville anse sig for bunden ved sin ære til at tilbyde hende sin hånd. Således gik det også: han ægtede hende 30. august 1838. Det blev et ganske ejendommeligt ægteskab, der for hans vedkommende nærmest fik betydning af en slags klostergang.
Hustruen var syv otte år ældre end manden, en tænksom, men tørt reflekterende natur, uden al friskhed eller originalitet, hengiven til abstrakt teologisk-dogmatisk spekulation (hun var i sine senere år også noget skribentinde i denne retning), men tillige lidenskabelig forelsket i sin mand som person og tilbedende beundrerske af ham som digter, skinsyg vogtende over alt, hvad hun mente kunne forstyrre hans ånds og hans hjertes ro eller skade hans helbred. Ægteskabet forblev barnløst. Paludan-Müller selv opfattede det som sit livs lykke og var sin hustru fuldstændig hengiven, derom er der ikke mindste tvivl.
Mellem hans nærmeste var man derimod ikke så sikker på, at dette ægteskab ubetinget kunne anses for et held for ham. Det bidrog vel foreløbig til at skaffe ham ro til stor og sammenhængende produktion, det gjorde hurtig ende på verdensbarnet i ham, på ungdommens sommerfuglesværmerier og indviede ham helt til det kontemplative og producerende liv, hvortil jo også hans egen natur stundede (i sygdommen havde han også mistet sit smukke, krøllede hår og gik fra nu af med en lille paryk).
Nu var «Betragtningstimen» slået for alvor. For så vidt skylder litteraturen dette ægteskab meget, så længe som den baggrund af ungdom og umiddelbar berøring med livet, som en digter dog aldrig kan undvære, stod frisk, i alt fald for erindringen.
Men ægteskabet har sikkert også bidraget til at gøre digteren gammel før tiden ved den uovervindelige skinsyge, hvormed han afholdtes fra mere omfattende berøring med verden, ganske særlig, men ikke alene, når der var ungdommelig elskværdighed med i spillet.
De københavnske landliggere på Fredensborg, hvor også Paludan-Müller og hans hustru i senere år lå på landet, havde meget at fortælle om, hvor bekymret fruen var for, at hendes mand skulle indlade sig i samtale med bekendte, som de mødte på deres spadsereture; og hun vidste fra sin side også nok, hvor let han i en samtale – endog en ganske ubetydelig og tilfældig – kunne blive fyr og flamme. Han blev lidt vel meget muret inde. Og den livsluft, som det forundtes ham i dette ægteskab at indånde, blev vel mere æterisk, end det rigtig egner sig for kød og blod. I deres hjem kunne diskussionerne ved aftenteen om, hvorvidt det var tilrådeligt at spise en lille tvebak endnu, trække temmelig længe ud.
|
Far | Mand