| Notater |
- Hans Ebdrup skrev 1981 (http://www.nordsider.dk/100_aar/historie/hans_ebdrup.htm)
Jeg er født i min morfars hus på Gammel Aalborgvej eller "Aalborghulen". Huset er nu nr. 12 på Hegedalsvej, men i min dåbsattest står, at fødestedet er Hørby, Aalborg Amt!
Hvad der ligger nord for fjorden, åen og Vesterfjord blev dengang kaldt Hostruphuse eller blot "Husene" eller mindre elskværdigt "Det sorte sogn", og det hørte under Øls-Hørby-Døstrup kommune Aalborg amt, medens Hobro kommune lå i Randers amt.
Den nuværende Hobro Nordre Skole, der hed Hostruphuse Skole, var altså en (købstadordnet) landsbyskole, der lå i Hørby, selv om den lå, hvor den altid havde ligget siden 1906. Før den tid havde den til huse i "Solbakken", men det er en anden historie.
(Skolen burde have beholdt det gamle navn. En "Nordre Skole" er der så mange byer, der har. "Hostruphuse Skole" ville have været noget enestående.)
Da jeg skulle begynde at gå i skole i 1916, var vi flyttet op i "Ny Hostrup" eller "Slukefter", som det også kaldtes efter et gammelt stråtækt hus, der havde været den sidste kro i Hobroområdet på vej til Aalborg. Mine forældre fik en lejlighed på 1.sal i det hus, der ligger på hjørnet af Hegedalsvej oq Teglværksvej, hvor mine bedsteforældre havde købt nr. 6, og her kom jeg til at bo.
Min far var indkaldt til "Sikringsstyrken". (Det var jo midt i første verdenskrig.) Min mor var sidst i april nedkommet med dreng nr. fire, så der var ikke nogen af familien, der havde tid til at følge den førstefødte i skole den første gang, vistnok den 1. maj. Jeg husker tydeligt, at en stor pige med en lang fletning og en stor sløjfe, der sad helt oppe i nakken, fulgte mig. Hun var datter af husværten og hed Abelone Jensen. Hun blev senere en kendt dame i Hobro under navnet Lone Sondrup.
Med Lone i hånden, medbringende den blå vaccinationsattest og den før omtalte dåbsattest, gav jeg mig min skæbne i vold og gik den lange vej til skolen, som jeg vistnok så for første gang. Vi må være kommet i et frikvarter, for en del større børn for rundt og lavede et vældigt spektakel, andre samledes om de nye "rekrutter", der efterhånden troppede op, de fleste ledsaget af voksne eller større søskende. Jeg tror nok, jeg tænkte: Det her går aldrig godt! Det var da godt, jeg havde Lone at holde mig til.
Vi gik lidt rundt i den store gang, indtil en "gammel" mand stak hovedet ud fra et klasseværelse og sagde: "Det er her, du skal være." - Ingen af os kunne vide, hvilken sandhed der lå i den sætning.
50 år skulle der sammenlagt gå, inden jeg "slap ud" igen.
Den "gamle" var skolens overlærer (førstelærer) Karl S. Svanum. Han skrev noget ned i en stor bog, (den ligger foran mig i dette Øjeblik!) og da han havde kigget en gang til i attesterne, sagde han, at jeg skulle gå i 1.b.
Det blev Frøken Ida, der blev min klasselærer, d.v.s. vi havde hende til alle fag: Religion, dansk, skrivning og regning.
Skolen havde på dette tidspunkt fire lærerinder (alle forskolelærerinder), hvoraf de tre hed Christensen.
Thaoline, der for det meste blev kaldt "den gamle frk. Christensen", søstrene Ida og Sofie, der såvel i omtale som tiltale blev kaldt Frøken Ida og Frøken Sofie. Den fjerde hed Frøken Pedersen. Hendes fornavn var Olga, men det tror jeg ikke, vi kendte. Nu om stunder er hun nok den, der« huskes bedst, takket være et mindelegat, som hendes familie indstiftede efter hendes død, og som hvert år til jul gives til en pige og en dreng fra 4. klasse, som det sidste halve år har vist god opførsel!
Vi brugte altså fornavne til de to, men altid med Frøken foran og aldrig "du". Jeg husker en episode fra nogle år senere (i 4. klasse): En dreng havde tjent på landet om sommeren (det var ret almindeligt dengang), og da han kom tilbage til klassen til november, sagde han "do" til Frøken Thaoline. Denne bommert var i sig selv en skandale, men har nok ikke alene været årsag til, at han skulle have smæk af linealen! Stor og stærk, som han var, tog han imidlertid linealen fra hende, så den afstraffelse blev ikke til noget. At vi efter den tid så på ham med den dybeste respekt, siger sig selv.
Det har moret mig, da jeg mange år efter fik adgang til skolens gamle indskrivningsprotokol, at konstatere, at Svanum med egen hånd som anmærkning til listen med nye elever til førsteklasserne har noteret:
"Ved Delingen d. 1/5 16 fik Frk. Ida Christensen Sinkeklassen. Næste Aar skal Frk. Pedersen have den. Karl S. Svanum."
Hvilket grundlag han har haft for en sortering af den art, ved jeg ikke. Det var jo længe før skolemodenhedsprøvernes tid! Det er for øvrigt det eneste sted i protokollen, denne diskriminerende betegnelse er blevet brugt om en klasse, så mon ikke han har opdaget, at der var noget, han havde misforstået.
Nu ved I det, gamle klassekammerater (Aksel, Arne, Christian, Kaj, Richard og måske flere): 1.b, 1916 var skolens sinkeklasse, altså efter Svanums mening! Selv mente vi da vist, at vi var mindst lige så kloge som a-erne.
Mon vi ikke alle holdt meget af Frøken Ida? Hun kunne ganske vist blive frygtelig hidsig, og så "faldt der brænde ned", men vi kunne gerne se, når det "trak op". Så blev hun rød i hovedet lige fra det højt opsatte hår og langt ned på halsen, og så kunne man godt være lidt nervøs for at komme op og vise, hvad man havde skrevet eller regnet på den lille tavle, som vi alle var udstyret med. Tavlen var af skifer; man skrev på den med en griffel, også af skifer. Når griflen var blevet slidt, skulle den spidses, og det foregik gerne i frikvarteret. Der var næsten altid nogen, der stod og sleb grifler på gymnastiksalens sokkel.
Det bedste jeg vidste var, når Frøken Ida fortalte bibelhistorie. Vi var jo ikke så forvænt med underholdning dengang. Senere da vi havde lært at læse og fik "for" i Nicolaj Nielsens Bibelhistorie, var det ikke nær så morsomt. Navnlig var de næsten daglige salmevers, som skulle læres udenad, en plage. også "danske vers", som vi skrev op i en lille notesbog, skulle læres. Vi kunne efterhånden alenlange digte som Christian Winthers "En Ven" og Zacharias Nielsens "Et møde" næsten både forfra og bagfra. Der er sikkert blevet udgydt mange tårer i de små inden de mange vers sad fast. Og jeg mener da også at kunne huske, at et par af kammeraterne aldrig fik dem lært.
Som nævn skrev vi til at begynde med på tavle. Senere fik vi besked på at købe et skrivehæfte med dobbelte linjer, hvori vi øvede os med blyant, idet lærerinden skrev for på den store tavle; og hvis det ikke var nok, i hver enkelts skrivebog. Skolen brugte ”Overintendant Jørgensens Skrivesystem”, hvortil der kunne fås hæfter med trykt forskrift. Rigtig svært blev det først, da vi kom til "Skønskrift" med blæk. Til disse timer skulle ordensduksene dele blækhuse ud. Pennen skulle være en såkaldt elastikpen; den var af stål., men så blød, at den gav efter, når man skulle lave nedstreger med "tryk" d.v.s. de skulle være tykkest på midten. Desværre var pennen slem til at. stritte imod på de tynde opstreger, og så blev resultatet ikke så godt.. Det blev i hvert fald ikke skønskrift. Navnlig de store bogstaver var svære, og dem brugte man mange af dengang.
Læseundervisningen begyndte naturligvis med stavning, og det var efter ABC-en: Myrebogen. ( m y - my - r e - re - my-re - b o bo – bo – nyrebo - g e n - gen -myrebogen.) Efter ABC-en havde vi Myrebogen 1, 2 o.s.v. til brug op igennem klasserne. De fandtes som klassesæt, der blev delt ud i dansktimerne. Vi skulle selv anskaffe "Børnenes Læsebog. Til Brug i Hjem og Skole". Den var i seks dele: I, II o.s.v. samt en meget let, der hed 0 (nul). Det var lidt flovt, hvis man fik besked på at anskaffe den.
Så vidt jeg husker overtog Svanum danskundervisningen, da vi kom i femte klasse. (Som forskolelærerinde måtte Frøken Ida kun undervise til og med fjerde klasse, undtagen i håndarbejde og pigegymnastik.) Svanums undervisning i skriftlig dansk bestod for en del i afskrivning som forberedelse til diktat. Desuden havde vi masser af sproglære og sætningsanalyse. Det sidste havde vist kun et formål: Rigtig kommatering. De mange timer med afskrivning kunne være dræbende, men hjalp selvfølgelig både på stavefærdighed og skrift. Og så havde afskrivningstimerne den fordel for læreren, at han kunne forlade klassen i længere tid. Der opstod aldrig større tumulter af den grund. Respekten for overlæreren var så grundfæstet, at vi ikke turde drive den af eller lave ret meget "skæg", mens han var væk.
Fra de større klasser mindes jeg med større glæde Svanums gennemgang af den danske litteratur, d.v.s. klassikerne, såsom Holberg, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Hostrup, Blicher o.s.v. At han var en dygtig lærer, hersker der ingen tvivl om, men til litteratur var han fremragende. ( I dag kan jeg godt se, at det var en mangel, at vi ikke hørte et ord om dette århundredes digtere. Johs. V. Jensen havde trods alt slået sit navn fast allerede 1906.)
Klø hørte til dagens orden gennem hele min skoletid. Det gjaldt alle lærerne, mandlige som kvindelige, at de slog for et godt ord. Kunne man ikke sin lektie, fik man klø. Kom man til at støde an mod skolens orden eller det, som vedkommende anså for at være skolens orden, vankede der lussinger eller i det mindste smæk over fingrene med linealen, når det var en lærerinde, man havde "fornærmet". Den eneste lovlige afstraffelse, foruden eftersidning, var slag i enden med "et lidet ris" (spanskrøret) eller et tov (!), som synderen selv måtte hente, hvorefter "eksekutionen" foregik i klassens påsyn. Det var kun de groveste forbrydelser, der blev honoreret på den måde. Eftersidning (svedetimer) blev også brugt, men de indebar jo den ulempe, at læreren selv skulle blive tilbage efter skoletid. Hos visse lærere kunne man købe sig fri for "svedere" ved at bede om et par lussinger i stedet for! Overlæreren førte an. Straks efter morgensang og morgenbøn gik han ud og tog imod de stakler, der var kommet for sent til opstilling. på rad og række i gården inden morgensangen på den store gang. Det normale var en lussing, inden vi blev sendt ind i klassen. Enkelte kunne være så heldige at nøjes med en kraftig formaning. Onde tunger ville påstå, at strafudmålingen stod i omvendt forhold til forældrenes hartkorn (hvor rige, de var).
Selv har jeg aldrig fået af, hverken spanskrør eller tov. Måske har jeg trods alt været nogenlunde skikkelig eller snarere heldig. Men lussinger har jeg fået mange af. De første fik jeg i første klasse, fordi jeg åbenbart alt for overstrømmende viste min glæde over, at Frøken Ida var kommet i skole igen efter en længere sygdomsperiode. Jeg fik ved den lejlighed på en håndfast måde lært, at bifaldsytringer ikke hørte til god orden.
De sidste fik jeg som 15-årig, da jeg gik i IV real. Engelsklæreren (med øgenavnet Jacob) blev aldeles rasende og overfaldt mig, da jeg stilfærdigt spurgte ham, om han ikke tog fejl i en oversættelse til engelsk. (Han havde for resten sådan nogen bløde hænder!) Nogle dage senere forsøgte min to år ældre klassekammerat, Søren, sig med en lignende forespørgsel. (Mig tør han i hvert fald ikke slå!) Men, hvadbehager? Søren indkasserede øjeblikkelig den samme betaling, som var blevet mig til del. Og han fandt sig i det, selv om han kunne have bukket begge ender sammen på "Jacob".
Var det da ikke en trist skolegang, vi havde? - For mit vedkommende kan jeg svare: Bestemt nej! Episoder som de omtalte tror jeg ikke afskrækkede ret mange. Vi tog det som et krydderi på tilværelsen og betragtede det som en sport at prøve, hvor langt vi kunne gå. Den strenge disciplin og det meget hjemmearbejde, foruden en ihærdig indsats i timerne af de fleste lærere, medførte, at vi lærte meget, og det var - i hvert fald dengang - skolens formål. Eksempel på hjemmearbejde: I sidste realklasse havde vi naturligvis en masse mundtlige lektier. Desuden skulle vi hver uge aflevere et sæt regneopgaver, to sæt matematikopgaver, en dansk stil og en engelsk version, alt indført med blæk. Et enormt slid, også for lærerne, idet alt blev tilbageleveret prompte i rettet stand med kommentarer og karakterer.
Efter at jeg havde forladt skolen med præliminæreksamen 1925 og derefter i 26-27 gik til forberedelse samme sted, kom jeg allerede i 1930 efter lærereksamen tilbage som vikar. Svanum havde taget eksamen samme sted (Skårup) i 1881 med karakteren: Meget duelig.
De fleste af mine lærere var der endnu. Et par nye var kommet til. (Skolens elevtal var på fem år steget fra 336 til 360) Overlærer Svanum havde taget sin afsked og var blevet afløst af overlærer (senere skoleinspektør) Weirsøe-Jensen. Frk. Ida var der endnu indtil september 1931, og skæbnen ville, at det blev mig, der overtog hendes klasser.
Hvad angår min tid som lærer på skolen (1930-1970) vil jeg stort set lade uomtalt ved denne lejlighed. Dog er der et spørgsmål, som sikkert melder sig hos læseren: Har du aldrig som lærer slået en elev? - Svaret er med skam at melde: Jo, det har jeg. (Jeg havde jo aldrig set andet.) Det hændte nogle gange, især i begyndelsen, men også et par gange senere, at jeg i retfærdig harme greb til det middel, der var nærmest ved hånden! Man havde fortalt mig, at Weiersøe ved sin tiltræden på sin forsigtige måde havde "tilrådet" kollegerne at undgå legemlig straf, og jeg ved, at det var ham en personlig sorg, da han engang så sig nødsaget til at bryde sine egne principper. Klø var nu fra højeste sted helt forbudt, men altså ikke helt afskaffet!
At Weiersøes regime havde betydet et systemskifte, derom vidner et vers i en sang, som de afgående elever skrev til årsafslutningen i 1943:
"Weiersø giver sjældent Klø.
Alting glider så gelinde,
aldrig har har han ondt i Sinde.
Weiersø styrer uden Klø."
Dette er nogle spredte træk fra min lange tid på Hostruphuse Skole (navnlig fra "min bette ti'"). Meget mere kunne være taget med. Noget skulle måske have været udeladt.
Nu bliver det ikke anderledes.
Dimiteredes fra Skårup Seminarium 1930, begyndte samme år som vikar ved Hobro kommunale Skolevæsen, udnævt til viceskoleinspektør 1944, og fra 1962 til 1970 skoleinspektør ved Hobro nordre Skole.
|
1909 - 1985 (76 years)