| Notater |
- Christoffer var bror til Erik 6. Menved og fungerede i 1294 som hans stråmand i den politisk farlige fængsling af ærkebiskop Jens Grand i 1294. Fra sin position som hertug af Halland sammensvor han sig fra 1315 med den norske og svenske konge i et åbent oprør mod Erik Menved, hvor han bl.a. invaderede Skåne. Ved Eriks død i 1319 blev Christoffer konge mod at underskrive en hård håndfæstning, men på det tidspunkt var den økonomiske situation håbløs pga. Erik Menveds enorme udgifter til krigsførelse i det nordtyske. Store lån var optaget mod pantsættelse af dele af riget til den sønderjyske gren af kongefamilien, Abelslægten. Den holstenske grev Gerhard 3. var formynder for hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland, som han fik indsat som konge i 1326. En borgerkrig mellem de to konger fulgte, hvorunder Christoffer først fik støtte af den nørrejyske adel og derpå af andre i Sønderjylland, mens Lübeck og andre af hansebyerne skiftede side efter, hvem der gav flest privilegier. Christoffer måtte gå i eksil i Rostock. Han vendte tilbage med bedre krigslykke, og i 1329 var han stærk nok til, at Valdemar Eriksen blev afsat, og han selv genindsat som konge. Den nye pagt blev beseglet med ægteskab mellem hans søn Erik og en søster til grev Gerhard. Freden varede dog kort; i november 1331 stødte de to herskeres hære sammen, og efter lang kamp tabte Christoffer og flygtede. Hans søn Erik døde snart af sine kvæstelser, og Christoffer tilbragte sin sidste korte tid i yderste fattigdom på Lolland. Da han døde, var landet bankerot, udmøntning stoppet, enhver central kongelig hær opløst, og der fulgte otte år uden konge. En samtidig klagesang begyndte med rette: "Suk og vrid kun dine hænder, sorgbetyngte fædreland".
|
1276 - 1332 (55 years)
[1] 