| Notater |
- optræder første Gang i Historien, da han sammen med sine Brødre fik Knud Lavards Lig ført fra Haraldsted til det anseligere ringsted og rejste Sjællænderne til Hævn for Fosterbroderens Drab (1131). I den efterfølgende Borgerkrig stod han paa Erik Emunes Side, og han var ogsaa blandt Erik Lams mest betroede Mænd, dernæst tro Tilhænger af Svend Grade, der gjorde ham til Høvedsmand i det nybefæstede Roskilde. Ved en vis Sune søgte Svends Medbejler Knud Magnussen at lokke Roskilde Borgere til Frafald, men ved List fik E. S. Sune i sin Magt, og Planen blev afværget (1148). Senere lykkedes det dog Knud at overrumple Roskilde; E. S. undkom i rette Tid, men kunde ikke hindre, at Knud dernæst hærgede og brændte hans Gaard. I Følge Saxo havde E. S. saa stor Indflydelse paa Svend, at denne i Krig som i Fred, i offentlige som private Forhold altid
rettede sig efter hans Raad, og Efterretningen om hans Død (1151) overvældede den unge Konge, saa at han afbrød et Krigstog mod Knud; rimeligvis havde Svends Skæbne ogsaa formet sig lykkeligere, om han fremdeles havde haft den erfarne Raadgiver ved sin Side. Sammen med sine Brødre Toke og Asser Rig grundlagde E. S. Sorø Kloster. E. S. var først gift med Gyda, dernæst med Ragnhild, sammen med hvem han opførte en Trækirke ved deres Gaard i Bjernede. Deres Søn Sune byggede i dens Sted den smukke Rundkirke af Sten, men mindede i en Indskrift om Forældrenes fromme Gjerning. Ragnhild overlevede
E. S. over 10 Aar og skjænkede Sorø Kloster Sacerbro Mølle; de jordedes Side om Side i Klosterkirken. Kort efter Ragnhild døde E. S.s ældste Søn, Toke, efter at have givet Halvdelen af sin Hovedlod til Sorø. En anden af E. S.s Sønner, Fin, døde ved samme Tid. En tredje Søn, Peder, levede meget længer. Berømtest af Sønnerne er dog Sune, Fader til de 7 Sunesønner. (Saxo)
|
ca. 1090 - 1151 (61 years)
