| Notater |
- Da Margrete var valgt til at lede regeringen i 1387, havde Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige 1363 - 1389, store problemer med stormændene.
Mens fjendskabet mellem Albrecht og adelen stadig blev mere voldsom, rustede Margrete sig til et angreb på Sverige for at gøre sin søns arveret gældende.
Den svenske adel turde ikke tage kampen op, både med Albrecht og Margrete, og sluttede sig da til hende, og anerkendte hende som Sveriges "fuldmægtige frue og husbonde".
Ved Åsle (nær ved Falköping) blev Albrechts tyske hær slået af de forenede Danske, Norske og Svenske i 1389.
Adelbrecht blev taget til fange og sat i forvaring på et dansk slot.
Snart var hele Sverige i Margretes hånd, undtaget Stockholm, hvor de tyske købmænd havde magten.
Efter et forlig, hvor Adelbrecht kom på fri fod, blev Stockholm overgivet til hansestæderne, der senere overlod staden til Margrete.
For at gøre foreningen mellem de nordiske riger varig, ønskede Margrete at give dem en ung konge, som kunne grundlægge en fælles kongeslægt.
Hertil udvalgte hun sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, der allerede 7 år gammel blev overgivet til hende og opfostret af hende.
.
I en alder af 15 år blev han i Kalmar, af Lunds ærkebisp, kronet til konge over alle tre riger under et.
Talrige nordiske stormænd overværede kroningen.
Margrete vedblev at lede regeringen, også efter at Erik var blevet myndig. Han fandt sig gerne i hendes ledelse.
Adelen bøjede sig overalt for dronningen. Hun styrede rigerne ved underordnede tjenestemænd.
Alt gods, der var kommet adelen i hænde i de urolige tider (i Sverige siden 1363, i Danmark siden 1368), blev atter gjort skattepligtig til kronen.
Fra sine brevgemmer på Kalundborg Slot, fremdrog hun mange skøder og pantebreve for at påvise hvad der havde tilhørt kronen, og fik sig det tildømt.
Kirken nød Margretes yndest. Tit skænkede hun store gaver. Hun gjorde at Birgitta blev kanoniseret, og selv lod hun sig indskrive som søster i Vadstena Kloster.
Hun opnåede endog af paven, at de nordboere, som ikke havde deltaget i Jubelfesten i Rom i 1390, i stedet kunne drage til Vadstena.
30 skriftefædre var da næppe nok til at uddele aflad, og klosterets rigdom forøgedes med mange tusinde mark ved de frommes gaver. Paven overdrog hende stor indflydelse på kirkelige embedsudnævnelser.
Danmark havde overvægten i unionen. Margrete satte mange af sine tro danske, eller indvandrede tyske adelsmænd på kronens slotte i Norge og særlig i Sverige.
Hansestæderne havde mistet deres politiske overmagt, der havde været på sit højeste 1370 -1385, også deres handelsrettigheder søgte Margrete at indskrænke.
Da Gerhard d. 6. faldt på et ditmarskertogt, syntes det endda, at Margrete skulle få Sønderjylland i sin magt. Gerhards enke og umyndige sønner måtte finde sig i, at Margrethe besatte det ene slot efter det andet.
Under de stridigheder der opstod herved, drog hun til Flensborg for at forhandle.
Mens skibet var på Flensborg Fjord, døde Margrete af pest i 1412.
Hun blev gravsat i Roskilde, hvor hendes "søn", kong Erik, senere rejste et pragtfuldt minde for hende.
Gravsat i Sorø. Senere overført til Roskilde Domkirke.
Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag og Helvig.
Blev gift i 1363 med Håkon af Norge, og de fik en søn, Oluf, som blev valgt til dansk konge efter Valdemar Atterdag, og efter Håkons død i 1380 blev han også valgt til konge i Norge med Margrete som formynder.
|
1353 - 1412 (59 years)
